Succestræner stopper i Randers HH
Ole Bitsch søger nye udfordringer efter denne sæson
For fem år siden overtog han et hold, der rodede rundt i den grimme ende af håndboldens 3. division, men meget er sket siden da.
Ole Bitsch har ført Randers' bedste herrehåndboldhold til oprykningskampe til den bedste række, men nu er det slut - i hvert fald efter sæsonen.
For Ole Bitsch stopper nemlig i klubben, når sæsonen slutter.
- Det skyldes egentlig, at jeg føler, at der skal nogle nye kræfter til. Ny luft og ny inspiration hele vejen rundt. At jeg siger det nu i god tid er for, at Randers kan nå at finde en ny og kvalificeret træner, siger Ole Bitsch til tv2oj.dk.
Han regner dog ikke med at være færdig med håndboldgerningen.
- Det er tanken, at jeg fortsat har en håndboldfremtid. Hvad det lige bliver, har jeg ingen idé om endnu, men det her føles rigtigt. Det handler også om forholdet mellem den tid, jeg bruger ude i Randers og så økonomien i det. Der skal være økonomi i det for at kunne forsvare det i forhold til familien, siger Ole Bitsch.
Han efterlader et Randers HH-hold, som han håber kan spille med om oprykning igen i denne sæson.
- Der er ingen tvivl om, at jeg er utrolig stolt af det arbejde, vi har lavet - både klubben og spillerne i fællesskab. Jeg er stolt af, at jeg har været med til at føre Randers op igennem rækkerne, og jeg håber da at kunne aflevere dem oppe i ligaen, siger Ole Bitsch, der lover at dedikere sig fuldt til træneropgaven sæsonen ud på trods af, at hans opsigelse altså allerede er afleveret.
- Hvis vi taber kampe er det ikke på baggrund af, at jeg ikke har forberedt mig ordentligt, siger han med et grin.