Succes med at hjælpe firmaer
Kontakt med kommunen er blevet nemmere
Det kan normalt tage lang tid for virksomhederne at få behandlet deres forespørgsler hos kommunen.
Det har Randers Kommune erkendt og har derfor i foråret oprettet et såkaldt erhvervsserviceteam, som udelukkende tager sig af henvendelser fra virksomheder.
Her fire måneder efter har det nu vist sig, at de erhvervsdrivende har taget godt i mod tilbuddet. Mere end 100 sager er blevet behandlet - hurtigere end de ellers ville være blevet.
Hurtig service - glade virksomheder
Den hurtige behandlingstid vækker glæde hos virksomhederne. En af dem, der har været i kontakt med teamet med teamet, er port- og dørproducenten Hörmann.
- Der var et par træer i et regnvandsbassin lige uden for vores bygninger, som skyggede for både bygning og vores virksomhedslogo. Vi vidste ikke om, det var tilladt at fælde dem. Men efter en enkelt kontakt med kommunen, fik vi svar i løbet af få dage. Sammen med svaret var en tilladelse til at fælde trænerne. Det er jo lige til at smile af. Det er godt, at kommunen har lavet et sådant erhvervsserviceteam,siger Jan Rahbek, administrerende direktør for Hörmann, i en pressemeddelelse.
Hos Randers Erhvervs- og udviklingsråd, der repræsenterer 600 lokale virksomheder, har direktør Uffe Færch bemærket, at der med erhvervsserviceteamet er sket en mærkbar forbedring af erhvervsklimaet i Randers:
- Igennem vore daglige kontakter med virksomhederne oplever vi, at henvisningen til erhvervsserviceteamet skaber handling og respekt til stor tilfredshed for virksomhederne."
Tidligere er kommunen blevet kritiseret for ikke at servicere erhvervslivet godt nok. Med etableringen af erhvervsserviceteamet må kritikken derfor nu forstumme, siger Uffe Færch.
Erhvervsserviceteamet består af fire konsulenter, der primært servicerer det lokale erhvervsliv.