Stor uenighed om historisk bygning – nu skal den rives ned

Hospitalsdirektørens gamle bygning i Randers rives ned. Og det er på trods af at kommunens bevaringsudvalg anbefalede det modsatte.

I lang tid fungerede den som hospitalsdirektørens hjem, men i en årrække har det store hus på Dronningborg Boulevard 4 i Randers stået ubrugt hen.

Derfor har hospitalet ønsket at få bygningen revet ned for at gøre plads til andre formål. Men kommunens bevaringsudvalg har kæmpet for at redde murstenene.

Uden held.

- Det er virkelig ærgerligt og helt deprimerende. Det er synd og skam, at en bolig med så fin en historie går til, siger medlem af Bevaringsudvalget, Christian Krogh, til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan ser hoveddøren ud til den historiske bygning.
Sådan ser hoveddøren ud til den historiske bygning. Foto: Randers Kommune

Kan ikke beslutte noget

Flere gange har Bevaringsudvalget haft bygningen på dagsordenen, og på trods af udsigten til et stort renoveringsarbejde har medlemmerne talt for at redde direktørboligen.

quote Vores opfattelser crasher af og til, når der byudvikles.

Christian Krogh, medlem, Bevaringsudvalget, Randers Kommune

- Men vi er jo blot rådgivere og har intet mandat til at bestemme noget. I sidste ende er det de folkevalgtes beslutning, lyder det fra Christian Krogh.

- Og vores opfattelser crasher af og til, når der byudvikles, fortsætter han.

Det er netop lige præcist det, der er sket i dette tilfælde.

Snævert flertal for nedrivning

I Miljø- og teknikudvalget besluttede et snævert flertal mandag, at hospitalsbygningen må rives ned.

Et af de partier, der stemte for nedrivningen, var Venstre.

- Sådan som vi ser det, er bygningen i så dårlig fysisk stand, at den bør rives ned. Dens placering gør også, at den ikke er særlig attraktiv at renovere og leje ud, siger Venstres Niels Erik Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan ser bygningen ud ude fra den trafikerede Dronningborg Boulevard.
Sådan ser bygningen ud ude fra den trafikerede Dronningborg Boulevard. Foto: Randers Kommune

Vil ikke fjerne alt med historie

Huset på Dronningborg Boulevard 4 er omkranset af parkeringspladser, og de foreløbige planer er da også, at grunden skal bruges til flere af dem.

Noget der dog også ærgrer flere politikere. For tre ud af syv medlemmer af Miljø- og teknikudvalget stemte imod en nedrivning.

Heriblandt formanden Frank Nørgaard (DF).

- Jeg har sådan et Morten Korch-gen og synes, det er ærgerligt, vi fjerner alt med historie. Det var et flot hus engang og det kunne det blive igen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

'Bør tænke over det fremover'

Han og de øvrige parter i sagen har forståelse for, at ejeren – Regionshospitalet Randers – hverken kan eller vil renovere bygningen.

- Min drøm var, at en entreprenør købte huset og satte det i stand. Så kunne man lave to fine lejligheder, siger Frank Nørgaard.

quote Jeg er sådan et Morten Korch-gen og synes, det er ærgerligt, vi fjerner alt med historie.

Frank Nørgaard, formand, Miljø- og teknikudvalget, Randers Kommune, DF

Men sådan skulle det ikke gå.

Fremover håber Bevaringsudvalget, at politikerne tænker sig grundigt om, inden de træffer en lignende afgørelse.

- Det er helt på sin plads, at der skal gøres noget for udviklingen, men vi skal også bevare og huske historien, pointerer Christian Krogh.