Stor politiaktion i Randers
Aktionen "Tryk på Randers" gav 520 politi-rapporter
Østjyllands politi gennemførte hele sidste uge aktionen "Tryk på Randers", hvor der blev skrevet 520 politirapporter om Randers-borgernes ulovligheder.
Østjyllands Politi har flere gange tidligere genneført "Tryk på"-aktioner forskellige steder i politikredsen med det formål at "rydde op" i borgernes mellemværender med ordensmagten.
47 blev banket op tidligt om morgenen, fordi de tidligere havde undladt at møde i fogedretten - heraf blev seks anholdt.
20 af byens mest flittige kriminelle - fortrinsvis indbrudstyve - fik besøg af politiet, der gennemsøgte deres boliger og opholdssteder for eventuelle tyvekoster og seks personer blev anholdt i forbindelse med indbrudstyverier.
Politiet besøgte også fem bordeller, primært for at kontrollere om der blandt personalet var udlændinge uden de nødvendige tilladelser til ophold i Danmark, hvilket ikke var tilfældet. En række borgere fik også kontrolleret deres jagt- og våbentilladelser.
I forbindelse med aktionen var der også skærpet trafikkontrol i byen. 336 bilister blev "blitzet" i automatisk fartkontrol og dertil kommer 57 andre, der også blev afsløret i at køre for stærkt.
Politiet har tidligere lavet tilsvarende aktioner i blandt andet Aarhus og Favrskov og politikommissær Mogens Brøndum bebuder, at flere er på vej.