Stor interesse for Ungeråd i Randers
17 unge i alderen 15-25 år har på blot en uge tilmeldt sig som kandidat til Randers Kommunes nye Ungeråd
Randers Kommune vil give unge borgere mellem 15 og 25 år mulighed for at få indflydelse på den lokale ungekultur og andre tiltage henvendt mod unge, og i perioden 18.-29. januar kan alle unge randrusianere i aldersgruppen stemme ved valget til det nye Ungeråd.
Kommunen åbnede for kandidattilmeldingerne for en uge siden, og der har været stor interesse for at blive en del af Ungerådet.
- Da Byrådet gav os opgaven med at planlægge valget, gik vi til arbejdet med en hvis skeptisk. Vil det kunne lykkes os at samle kandidater nok til Ungerådet, uden at vi decideret prikkede nogen af ungdomsskolens elever på ryggen. Det skal være de unges råd, og derfor skal vi ikke udpege medlemmerne, de skal komme af sig selv. Nu har 17 engagerede unge tilmeldt sig i løbet af en uge, og vi kan næsten ikke få armene ned. Det viser at ungdommen i Randers er klar til at tage ansvar gennem sådan et råd, udtaler Finn Sørensen, der er leder af Projekt- og Udviklingsafdelingen hos Randers Ungdomsskole.
Tilbageblik: Omanns vej til magten
Det er op til medlemmerne af Ungerådet at finde ud af, hvad de vil arbejde med efter valget, og man kan læse lidt om kandidaternes mærkesager på hjemmesiden ungevalg.dk. Ungerådet kan have op til 21 medlemmer og for at få en så bred repræsentation som overhovedet muligt for hele Randers-området, er kommunen i forbindelse med valget blevet inddelt i syv valgdistrikter. I øjeblikket er det kun "Randers by øst", der mangler kandidater. Omvendt er der dømt kampvalg i "Randers by nord", som har hele syv tilmeldte kandidater. Hvert distrikt kan få valgt tre kandidater til Ungerådet.
Selve valget kommer til at foregå i turnerende valgtrailere, der kommer rundt til skoler og uddannelsesinstitutioner, og valgbussen vil komme forbi udvalgte steder i Randers Kommune.