Spareplan rammer plejemor: Karen mister 20.000 kr. om måneden
Som et led i en spareplan vil Randers Kommune indføre en ny model for plejefamilier, og det rammer Karen Højlund hårdt
Plejefamilier i Randers er i chok. Som et led i en spareplan vil kommunen lave en ny struktur, som vil ramme 80-90 plejefamilier økonomisk, så de fremover vil miste mellem 4.000 og 24.000 kroner om måneden. I værste fald betyder det, at sårbare børn snart må finde et nyt sted at bo.
- Helt generelt er antallet af vederlag et udtryk for, hvilke vanskeligheder plejebørnene har. Typisk er det sådan, at modtager man 28.000 kroner eller derover, så er det, fordi man forpligter sig til ikke at have et job ved siden af, fordi plejebarnet kræver, at man er til rådighed døgnet rundt, siger Gert Due, formand for socialpædagogerne i Østjylland.
I de tilfælde skal plejefamilien for eksempel stå stand by, når barnet er i skole eller i børnehave. Det kan også være i forhold til at gå med til udredninger.
- Man skal være opmærksom på, at det at have et plejebarn er 365 dage om året. Så er timelønnet pludselig ikke så høj, siger Gert Due.
Læs også
En af dem, der bliver hårdt ramt er Karen Højlund fra Gjerlev. Hun er plejemor for to børn på fuldtid.
- Det er det skønneste og det bedste job, man kan få, siger hun.
Det ene barn er anbragt af Randers Kommune, men for nyligt fik familien et brev. Karen Højlund skal fra årsskiftet gå 20.000 kroner ned i løn om måneden.
- Vores første reaktion var, at vi var i chok, og så bliver man vred, for man synes ikke, det er en ordentlig måde at blive behandlet på, siger Brian Højlund.
Familien i Gjerlev har indtil nu fået 32.000 kroner om måneden for at have et barn i pleje - nu får de altså cirka 12.000.
Som et led i spareplanen vil Randers Kommune indføre en ny model for plejefamilier, som fremover skal aflønnes med et fast beløb og ikke som nu, hvor lønnen reguleres løbende.
- Generelt er det høje beløb en kompensation for, at man ikke kan have et job ved siden af. Man giver ikke så høje vederlag, hvis der ikke er behov for, at plejeforældrene ikke har et job ved siden af. Randers Kommunerne har ikke meldt ud, at opgaverne har ændret sig for plejefamilierne, siger Gert Due.
Anders Buhl-Christensen (V), formand for Børn- og Skoleudvalgt i Randers Kommune, erkender, at det ikke er helt fair, at en plejefamilie med kort varsel skal gå 20.000 kroner ned i løn om måneden.
- Nej, det er ikke fuldstændig fair, siger han og fortsætter:
- Og der tror jeg, at vi alle sammen godt kan forstå, at det ikke er særlig morsomt at få den besked med kort varsel og med tre måneders sigt.
Læs også
Ifølge Gert Due, vil 80 til 90 plejefamilier miste mellem 4.000 og 24.000 kroner om måneden.
- Jeg tror, at der er nogle, der vil holde op selv, og så tror jeg, at der vil være nogle, som i forhold til tilsynet vil sige, at de simpelthen ikke kan opretholde den økonomi, der skal til, siger Gert Due.
Ifølge Anders Buhl-Christensen skyldes de store lønnedgange, at kommunens familieafdeling i mange år har forsømt sit arbejde, og at mange plejefamilier derfor har fået for meget.
- Der er faktisk nogle plejefamilier, som ikke er blevet reguleret i 6-8 år, som måske regulært for lang tid siden skulle være begyndt at trappe ned, og derfor bliver det jo voldsomt, når det kommer på én gang, siger Anders Buhl-Christensen.
I Randers Kommunes nye model er plejefamiliernes vederlag i mange tilfælde blevet fastsat uden nogen form for dialog, og det er forkert, mener Gert Due.
Læs også
- Det, man skulle have gjort, var, at man skulle gå ud og lave handleplaner, lave børnesamtaler, tale med menneskerne tæt på børnene og få de oplysninger, der skal til, siger Gert Due.
Til kritikken om den måde, kommunen har valgt at gøre det på, svarer Anders Buhl-Christensen:
- Det er jo så den procedurer, de inde i afdelingen har valgt at gøre det på, siger formand for Børn- og Skoleudvalgt i Randers Kommune og fortsætter:
- Det her ville tage meget lang tid, hvis de skulle have vendt den om.
Så I har gjort det, der var nemmest for kommunen?
- Nej, forvaltningen har gjort det, som den kunne i en svær tid, siger Anders Buhl-Christensen.
Læs også
Hjemme hos familien Højlund i Gjerlev frygter de nu, hvad lønnedgangen kan få af betydning.
- Det er da klart, at miste så mange penge får en konsekvens for vores familie, og vi ved ikke, om vi kan blive boende i det her hus, og om vi overhovedet fortsat kan bevare vores godkendelse i forhold til rådighedsbeløb med mere, siger Karen Højlund.
Randers Kommune vil nu revurdere de sager, hvor plejefamilier har klaget over lønnen.
Du kan se hele historien i videoen øverst på siden.