Spar-butik udsat for tricktyveri

Mand bad ekspedient veksle et bundt hundredekronesedler

En Spar-butik på Vennelystvej i Kristrup i Randers blev fredag aften udsat for tricktyveri.

En mand gik hen til kassen for at betale for nogle varer fra butikken. Manden bad derefter ekspedienten om at veksle et bundt hundredekronesedler til større sedler.

Ekspedienten talte pengene og konstaterede, at der manglede en seddel i forhold til det beløb, manden oplyste. Ekspedienten fik den manglende seddel, talte pengene op igen og gav manden beløbet tilbage i større sedler. Manden forlod derefter butikken.

- Da han er gået, opdager ekspedienten så, at der mangler et større pengebeløb, fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi, Martin Glerup Christensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Gerningsmanden beskrives som østeuropæisk af udseende, 45-50 år og 170-175 cm høj. Han var almindelig af kropsbygning, brun i huden og har sort hår. Han kunne ikke tale dansk og havde en rødlig jakke på.

Tricktyveriet fandt sted fredag kl. 18.24.

Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114.