Smitten stiger i Randers før genåbning - men borgmesteren er ikke nervøs

Randers oplever forhøjet coronasmitte mellem unge mennesker, men alligevel er borgmester Torben Hansen rolig, inden der åbnes yderligere op fra mandag.

Torsdagens aftale om yderligere genåbning betyder blandt andet, at der kommer mere liv i aften- og nattelivet.

Men i Randers stiger smittetallet - primært blandt unge, der smitter hinanden i byens værtshusgade.

Så nu kører kommunen en kampagne i midtbyen med ekstra skilte, der skal minde om, at smitten stadig er til stede. I Storegade i Randers midtby var der dog torsdag ikke den store tiltro til, at det gør en forskel.

- Vi øger synligheden. Det gør vi ved at sætte nogle klistermærker på gulvet, have plakater oppe og skilte overalt på baren, hvor vi minder folk om, coronaen stadig er her, og at vi stadig skal spritte hænder og bære mundbind, siger Eddie Kristiansen, bestyrer og medejer af Berry's Pub.

Men hvad betyder indsatsen så for gæsterne? Ikke meget, lød det fra de gæster, TV2 ØSTJYLLAND torsdag talte med.

- Hvis jeg går på værtshus, så er det ikke gulvet, og hvad der står af retningslinjer og pile, jeg kigger mest på, siger Sabina Sommer til TV2 ØSTJYLLAND, mens hun nyder en øl.

- Folk er ikke så gode til at holde afstand, når de får for meget at drikke. Så er det gerne hen og kramme folk og give møsser og sådan lidt, siger Tobias Kristensen.

Borgmester fortrøstningsfuld

Kombinationen af det stigende smittetal og øget genåbning bekymrer dog ikke umiddelbart byens borgmester, så længe der - som kommunens kampagne understreger - fortsat holdes fokus på de gode coronavaner.

- Folketinget og sundhedsmyndighederne har foretaget en vurdering, og vi fortsætter vores kampagne. Jeg har tillid til, at folk her i Randers er ansvarlige og selvfølgelig overholder de gældende krav og restriktioner, og så tror jeg, at vi i fællesskab kommer igennem det her, siger Randers-borgmester Torben Hansen (S).

- Vi har et rigtig fint samarbejde med restauratørerne, der jo også sørger for, at reglerne bliver overholdt. Der er ikke nogen, der har interesse i, at smittetallet stiger, så jeg er fortrøstningsfuld for, at vi nok skal komme gennem det her i fællesskab.

Randers er med en aktuel incidens på 160 den østjyske kommune med den klart højeste smittefare lige nu. Tre af kommunens sogne overskrider lige nu to af de tre krav, der skal til, hvis et sogn automatisk skal lukkes ned.