Smitte i østjysk lokalområde er blandt landets højeste

Det nordøstlige Randers har et incidenstal på cirka 600. Borgmester håber og tror på, at ny kampagne sætter en stopper for smitten.

Smitten stiger hurtigt i det nordøstlige Randers. I et opslag på Twitter viser Magnus Heunicke (S) incidenstallet for syv udvalgte lokalområder. Herunder Sankt Andreas Sogn i det nordøstlige Randers, hvor incidenstallet ligger på cirka 600.

- Det er alt for højt. Og det er jo også derfor, at vi for nogle dage siden gik i gang med at banke på døre for at få folk til at tage en test, siger Torben Hansen (S), borgmester i Randers Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Til sammenligning ligger incidenstallet for Randers Kommune på 137. Det er dermed også den kommune, der har det højeste incidenstal i Østjylland. 

Incidenstal i de østjyske kommuner

Derfor har kommunen iværksat en ny kampagne, der skal sikre, at alle i området er klar over problemet og sørger for at blive testet. Kampagnen går blandt andet ud på at banke på dørene hos beboerne i området for at informere om mulighederne for at blive testet.

- Det er kun to-tre dage siden, at vi begyndte at banke på døre, så de, der bliver testet positive nu, er sandsynligvis blevet smittet inden. Så jeg håber og tror på, at vi i løbet af få dage kan se resultatet af den her indsats, siger borgmesteren.

Banker på hos beboere

Det Boligsociale Team i det nordøstlige Randers samarbejder med kommunen om at praktisere kampagnen.

- Vi går rundt i alle opgange og banker på hos hver enkelt beboer, siger Louise Hou Kragh, som er sekretariatsleder hos Bysekretariatet - Det Boligsociale Team, til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Vi har gjort en massiv indsats i den her uge.

Louise Hou Kragh, sekretariatsleder hos Bysekretariatet - Det Boligsociale Team

Louise Hou Kragh har selv været en del af indsatsen og fortæller, at de fra tirsdag til torsdag har nået næsten alle døre i området. Fredag er de ude for at banke på hos de sidste.

- Vi har gjort en massiv indsats i den her uge. I alt fire dage har vi brugt på at være ude og banke på døre, dele flyers ud og hænge opslag op, siger hun.

Hos beboere, der ikke var hjemme, lagde de en flyer på dørtrinnet.

Nye muligheder for test

Flyeren fortæller om de nye testmuligheder i området, og hvor der også er kontaktinfo til deres team. Derudover deler de ti-paks mundbind ud til de borgere, der vil have det.

I samarbejde med Region Midtjylland har kommunen nu også udvidet åbningstiderne for kviktesten på Flyvervej 1. Siden den 8. marts har man kunne blive kviktestet der tre dage om ugen. Nu har stedet åbent både hverdage og weekender.

Flyer om testmuligheder fra Randers Kommune.
Flyer om testmuligheder fra Randers Kommune.

Desuden har de sørget for, at børn mellem 2 og 12 år kan få en PCR-test samme sted fra lørdag den 13. marts.

Flyer om testmuligheder fra Randers Kommune.
Flyer om testmuligheder fra Randers Kommune.

- Det er også en mulighed for at få en snak med borgerne og spørge, hvordan de har det. De kan også stille spørgsmål til for eksempel coronatest, og så hjælper vi dem med at finde svar, siger hun.

Møder store smil

Ifølge Louise Hou Kragh er det store smil, de møder, når de er ude for at banke på.

- Vi er blevet taget supergodt imod. Folk takker for, at vi kommer ud og giver omsorg og fortæller om testmulighederne, siger hun.

Hun fortæller, at flere borgere har spurgt ind til børns muligheder for at blive testet. Derfor var mange af beboerne nu især glade for at vide, at børn under 12 år kan blive PCR-testet fra lørdag.

Derudover var flere ikke klar over, at smitten er stigende i området.

quote Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her gør en forskel i forhold til at informere mange og rigtig bredt om et lokalt smittetryk.

Louise Hou Kragh, sekretariatsleder hos Bysekretariatet - Det Boligsociale Team

Det har en effekt

Louise Hou Kragh fortæller om et eksempel fra onsdag morgen, hvor hun bankede på døren hos en yngre mand.

- Han sagde ’jeg går lige ned og bliver testet’, og så dragede han ud af døren, griner hun.

Hun oplever altså, at deres indsats hjælper.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her gør en forskel i forhold til at informere mange og rigtig bredt om et lokalt smittetryk, siger hun.

Cirka syv boligsociale medarbejdere har dagligt været ude i området og informere om smitten. Torsdag fik de i øvrigt hjælp fra 22 medarbejdere fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Louise Hou Kragh har været med ude nogle af dagene. 

De kommer til at følge op på deres initiativer og smittetallene i løbet af weekenden.

- Senere i dag (fredag, red.) vurderer vi situationen, og om der skal sættes mere ind i weekenden, siger hun.