Tre sprøjter med medicin, fire piller og endnu en sprøjte med vitaminer.
Det er, hvad Jannie Svendsen fra Assentoft ved Randers dagligt må byde sin 2-årige hund Cody.
Lige nu florerer der nemlig en meget smitsom hundesygdom i Randers-området, som hendes hund blev konstateret smittet med torsdag i sidste uge.
Vi har en 2-årig søn, og han elsker at lege med ham. Vi var bange for, at han ville miste sin legekammerat.
Giardia hedder den, og den kan altså gøre blandt andet hunde rigtig syge.
- Det har været voldsomt. Han kastede op seks gange i torsdags.
- Vi har en 2-årig søn, og han elsker at lege med ham. Vi var bange for, at han ville miste sin legekammerat, fortæller Jannie Svendsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Giardia hos hunde
Ingen sikkerhed for, at Cody bliver kureret
På grund af de voldsomme opkastninger tog Jannie Svendsen kontakt til Assentoft Dyreklinik, som allerede i telefonen fortæller, at de har en stærk mistanke om, at det kan være Giardia, som hendes hund er smittet med.
Få timer senere viser en afføringsprøve, at mistanken er korrekt.
For at komme af med parasitten skal Cody medicineres i 10 dage.
Syv af dagene er nu gået, og Cody har det meget bedre, men der er stadig ingen garanti for, at han bliver rask.
Nogle hunde kan nemlig ikke komme af med parasitten igen, mens andre skal behandles af flere omgange for at komme infektionen til livs.
- En i gruppen har skrevet, at de skulle igennem forløbet tre gange, før det lykkedes for dem. Det håber vi ikke. Det er både dyrt og synd for dyret, men vi vil gøre alt for, at han bliver rask, siger Jannie Svendsen.
Advarer andre
Kommentaren, som Jannie Svendsen refererer til, er blevet skrevet til et opslag, som hun har delt i Facebookguppen "Facebook Assentoft - & Omegn" ovenpå dyrelægebesøget. Her advarer hun andre i området mod sygdommen.
- Folk skal være opmærksomme på, at der er den her sygdom i omløb.
- Jeg har allerede fået omkring 10 privatbeskeder og indtil videre over 50 kommentarer til opslaget. Jeg tror, det er noget, som løber hurtigt lige nu, siger Jannie Svendsen.
Saml op efter jeres hunde
Edwin Linde er dyrlæge hos Assentoft Dyreklinik, hvor Cody blev tilset, og han bekræfter, at mange hunde i øjeblikket får sygdommen i området.
- Lige nu er der et udbrud omkring, hvor vi bor. Det er ofte efter besøg i hundeskovene, at hundene får smitten, fordi folk ikke er så gode til at samle op efter deres hund, forklarer han.
Jeg vil gerne appellere til, at folk samler op efter sig, så vi kan reducere smittetrykket.
Parasitten kommer nemlig ind i hundens krop gennem munden via blandt andet afføring fra andre hunde. Derfor opfordrer han til, at folk er ekstra opmærksomme på, at få samlet op efter deres hunde.
- Jeg vil gerne appellere til, at folk samler op efter sig, så vi kan reducere smittetrykket. Det er afføringer, der primært smitter, siger han.
Kan også smitte andre dyr og mennesker
Det er de unge hunde som Cody, der oftest bliver ramt af sygdommen. Andre dyr som katte kan også få den, men lige nu er det hos hunde, at man ser udbruddet i området.
I enkelte tilfælde kan sygdommen også overføres til mennesker, hvis de for eksempel har et dårligt immunforsvar på grund af sygdom.
Men med god hygiejne kan man i følge dyrlægen holde den på afstand.
- Med god hygiejne og ved at afskille hund og mad, så kan man holde meget på afstand, siger han.
Det er dog vigtigt at reagere hurtigt, hvis ens hund får symptomer, da man på den måde kan undgå at smitte andre dyr.
- Hvis ens hund har tynde afføringer med lidt blod i, så skal man tage kontakt til ens dyrelæge og få den testet. Det kan gøre, at vi kan få smitten reduceret, siger han.