Smagen af Randers

Kronjyllands hovedstad får en ølrute

Foto: Colourbox

Randers skal ikke kun være kendt for sine piger, handsker og mange landeveje. Byen skal også kædes sammen med øl.

Det mener turistforeningen VisitRanders, der nu er klar til at tilbyde købstadens gæster en byvandring, der først og fremmest handler om at smage nogle af de øltyper, der sælges på de lokale caféer og restauranter.

- Det er en alternativ byvandring, hvor man også får smagt på de glimrende øl, der findes i byen, siger turistchef Anne-Mette Knattrup til Randers Amtsavis.

Se: Den perfekte øl

Konceptet bag ølruten er udviklet i samarbejde med Carlsberg.

Idéen er ifølge avisen, at kunden på byens turistkontor køber værdihæftet Beerwalk Randers. Med værdihæftet følger et 16 centiliter ølglas, hvad der svarer til en halv øl.

Derefter kan man frit vælge seks forskellige øl i Randers Centrum.

Anne-Mette Knattrup understreger, at det ikke er tænkt som en druktur. Netop derfor skænkes der kun 16 centiliter øl op på hver café.