Slut med coronapas i dyreparker: -Det er dejligt

Det er ikke længere et krav at vise coronapas for at komme ind i dyreparker og det letter arbejdet i Randers Regnskov.

Køen har været lang for at komme ind i Randers Regnskov denne sommer. Ikke kun fordi at interessen for at komme ind i fugtige kupler og se på dyr, har været stor, men også fordi at kravet om coronapas, har gjort arbejdet i billetlugerne tungere. 

Fra søndag den 1. august er det ikke længere et krav. 


- Det har lettet arbejdsbyrden i billetsalget at det ikke længere er et krav at fremvise coronapas, så nu går det hurtigere med at få gæsterne ind, siger Katja Bundgaard, der er guide i Randers Regnskov til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Det er dejligt at få gæsterne hurtigere ind. De er ikke kommet for at stå i kø, men for at komme ind i Randers Regnskov. 

Det har lettet arbejdet i billetsalget i Randers Regnskov, at man ikke længere skal vise coronapas, fortæller guide Katja Bundgaard.
Det har lettet arbejdet i billetsalget i Randers Regnskov, at man ikke længere skal vise coronapas, fortæller guide Katja Bundgaard.

Pas gav tryghed

Køen bevægede sig søndag en del hurtigere end den ellers har gjort denne sommer, men flere af de gæster i Randers Regnskov, som TV2 ØSTJYLLAND mødte, ville egentlig gerne have fortsat med coronapasset. 

- Jeg synes, det er betryggende, når vi skal vise coronapas. Det giver en god tryghed, for så er vi sikre på, at der ikke er corona. Man kan aldrig være 100 procent sikre, men det giver lidt ekstra, siger Bianca Michelsen fra Ikast, der besøgte dyreparken med sin mand og datter. 

Christian Larsen fra Albertslund, der var i Randers Regnskov med konen og to børn var enig. 

- Jeg synes egentlig, at coronapasset har fungeret meget godt. Det skaber en vis tryghed, at man ved, at folk som udgangspunkt ikke var smittede på ankomsttidspunktet, siger han. 

Anderledes var det for Mia Picard fra Kastrup, som ikke føler sig mere utryg nu, end da coronapasset var et krav. 

- Det er helt okay, at vi ikke skal vise coronapas, når smitten ikke er højere end den er, siger hun. 

- Jeg synes, det er fint. Jeg er ikke mere utryg, end jeg var før.