Slotskro uden styr på rengøringen - får sur smiley og bøde

Slotskroen i Randers har ved flere tilfælde fået kritik for rengøringen. Nu får det konsekvenser.

5000 kroner i bøde og en sur smiley. Det er den triste kendsgerning for Slotskroen i Randers efter det seneste besøg fra Fødevarestyrelsen den 14. september.

Det er rengøringen, den er gal med, hvilket også har været tilfældet ved tidligere besøg.

quote Der ses kraftige rødlige belægninger indvendigt i opvaskemaskinen. Belægningerne ses rundt i kanten på indvendig side af bagbeklædningen.

Fødevarestyrelsen

- Der er sorte skimmellignende belægninger indvendigt i isterningmaskinen. Der ses desuden rødlige belægninger i området, hvor isterningerne støbes, skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.

- Der ses kraftige rødlige belægninger indvendigt i opvaskemaskinen. Belægningerne ses rundt i kanten på indvendig side af bagbeklædningen, lyder det videre.

Skærpede sanktioner

Ved forrige besøg i begyndelsen af september blev der også konstateret skimmel og snavs i restaurantens køkken, hvilket der altså ikke var blevet rettet op på 14 dage senere.

Derfor er der nu udstedt en bøde og en sur smiley til Slotskroen.

Stedet har ved tre ud af de fire seneste kontrolbesøg overtrådt fødevarelovgivningen, og derfor har myndighederne mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug, hvis der også næste gang er problemer.

Det afviser indehaveren, at der vil være.

'Har ikke været grundige nok'

- Vi har fået bragt forholdene i orden, og der er nu styr på tingene, slår Michael Sambleben fra Slotskroen fast over for TV2 ØSTJYLLAND.

Han erkender, at man ikke har været gode nok til rengøringen.

quote Vores rengøring har ikke været ordentlig, og vi har ikke været grundige nok.

Michael Sambleben, indehaver, Slotskroen, Randers

- Vores rengøring har ikke været ordentlig, og vi har ikke været grundige nok. Nu har vi optimeret rengøringsproceduren og bragt forholdene omkring ismaskinen og opvaskemaskinen i orden, siger Michael Sambleben.

Ejeren forventer derfor en glad smiley efter næste besøg.