Skulle have tjent årets omsætning på tre måneder - nu er alle forestillinger aflyst
De østjyske kulturinstitutioner er hårdt presset økonomisk, og ikke alle tror på effekten af hjælpepakkerne.
Coronakrisen har ramt danske virksomheder hårdt - og også kulturinstitutionerne.
I Østjylland ligger der en række museer, forlystelsesparker, zooer og teatre, der lige nu mangler de billetindtægter, som de er så dybt afhængige af.
Et af de steder er Danmarks mindste opera, Figaros, der ligger i Hornslet.
De skulle være taget på turné i dag, men alt er aflyst.
- Det er en lidt underlig situation, fordi vi skulle have været på turné i hele landet, og nu sidder vi grounded her, og vi skal finde nye datoer, siger ejer Hans Dueholm til TV2 ØSTJYLLAND.
De er en privatejet institution og kan dermed få hjælp fra regeringens hjælpepakke for erhvervsdrivende, men de penge rækker ikke langt i den lille virksomhed, der tjener hele årets omsætning på tre måneder.
- 23.000 kroner pr. medarbejder rækker ikke meget til de måneder, hvor vi ikke tjener noget, og det er 23.000 kroner, man kan få i lønkompensation, siger Hans Dueholm.
Håber på kulturpakke
Udover det lille operaselskab er også Randers Egnsteater presset. De er delvist statsfinansieret og får over halvdelen af deres penge fra staten. Derfor krydser de fingre for, at der på Christiansborg bliver forhandlet en hjælpepakke, der er direkte målrettet mod kulturen.
Lukningen af samfundet og teatret har nemlig store konsekvenser for deres forretning.
- Økonomisk betyder det, at vi ikke har nogen indtægter. Vi har skullet aflyse tre turnerer rundt omkring i hele landet, siger teaterleder Peter Westphael til TV2 ØSTJYLLAND.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det er en gave i disse tider at være delvist statsfinansieret, svarer han dette.
- På den ene side er det en gave, at vi har en sikkerhed, fordi vi får over 50 procent fra staten. Men det betyder også, at vi ikke kan komme ind i hjælpepakkerne for erhvervslivet, fordi vi er delvist statsstøttet, siger Peter Westphael.
Danmark elsker kultur
Folketinget forsøger lige nu at forhandle en hjælpepakke til kulturlivet.
En af de østjyske politikere, der kæmper for det, er Hans Kristian Skibby, der sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti. Ifølge ham kan Danmark ikke undvære Den Gamle By, der tidligere har ytret, at de frygter at gå konkurs, samt teatrene og andre kulturinstitutioner.
- Vi skal ligesom i et skakspil prøve at se frem, og der kan vi ikke have en situation hvor kulturdanmark er gået konkurs. Danmark er en kulturnation. Vi elsker kultur – finkultur og oplevelseskulturen. Dansk Folkeparti synes, at det er vigtigt, at vi får lavet en model, hvor vi får sikret de tab, de har haft ved manglende billetindtægter, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvem der skal have hjælp og hvor meget, kan Dansk Folkeparti ikke svare på, men siger, at det vigtigste er, at de, der har tabt penge på manglende billetindtægter, ikke går konkurs.
Kulturforhandlinger i modvind
Kulturministeren er dog i modvind lige nu, og et flertal i Folketinget ønsker at lave forhandlinger om hjælpepakker til kulturlivet uden om ministeren.
Flertallet består af de Radikale, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og løsgænger Uffe Elbæk, skriver Berlingske.
Årsagen til den store kritik af Joy Mogensen udspringer af mandagens forhandlinger om en hjælpepakke til lokale og regionale medier, der endte med at blive sat på pause. Men den har været undervejs i flere dage.
For Joy Mogensen kom allerede i sidste uge i fokus, da hun i et interview med Berlingske sagde, at hun selv ville opfatte det som upassende, hvis hun stod og talte om kultur lige nu.
Samtidig har hun fået kritik for først af indkalde til forhandlinger om en hjælpepakke søndag, og at der i indkaldelsen udelukkende var fokus på at hjælpe aftenskoler, højskoler, folkeuniversiteter, samt dyreparker og lokale og regionale medier.
Mandag mødte Joy Mogensen op til forhandlingerne om en hjælpepakke til lokale og regionale medier med i omegnen af 35 millioner kroner, hvilket ifølge et politisk flertal var alt få for penge.
Derfor er de Radikale, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og løsgænger Uffe Elbæk nu gået sammen om at få fjernet Joy Mogensen fra forhandlingerne.