Skole har løftet sine afgangselever fagligt: - Vi er stolte
Grønhøjskolen i Øster Tørslev er en af de skoler, som modtager 1,3 millioner kroner af regeringen, fordi de har formået at løfte deres elever fagligt
500 millioner kroner og 109 skoler. Det er hvad regeringens skolepulje inkluderer. Pengene skal bruges på at løfte de svageste elever i folkeskolens 9. klasser over de næste tre år.
Skolerne bliver udpeget på baggrund af afgangselevernes karakterer i dansk og matematik, og skolerne skal sørge for, at færre elever får under karakteren 4 i disse to fag, hvis de skal have del i puljen.
Læs også
En af de skoler, som i dag har fået endegyldigt at vide, at de får del i puljen, er Grønhøjskolen i Øster Tørslev, som har formået at reducere antallet af elever med karakterer under 4 i dansk og matematik med 20 procentpoint.
- Det er vi stolte af, det er en fantastisk god ting, og det er på baggrund af, at vi har lavet en rigtig flot indsats fagligt på skolen. Så det er en følelse af stolthed, at vi har nået det resultat, udtaler Peter Sabroe, der er skoleleder på Grønhøjskolen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Skolen lå blandt de 10 pct. såkaldt mindst ydende skoler, da puljen blev sat i værk sidste år. Her lå 52 pct. af afgangseleverne på under 4 i dansk eller matematik. Nu har skolen gjort en aktiv indsats for at nedbringe dét tal.
- Indsatserne har været, at vi har haft fokus ved hjælp af en læsevejleder og en matematikvejleder. Hele vores ressourcecenter har været koblet ind på niende årgang de seneste år. det er meget med at skabe fokus og skabe struktur omkring at give muligheder for at udvikle, siger Peter Sabroe.
Gladere for skolen
Forandringen i læringsstrukturen på skolen kan også mærkes ude hos elever.
- Der er blandt andet blevet lagt mere fokus på projektarbejde, jeg kan også mærke, at lærerne er mere strukturerede i deres undervisning. Der er meget mere fokus på, at de ting, vi gør, har en mening, siger Laura Nørager, der er elevrådsformand på Grønhøjskolen.
Den udvikling betyder meget for Laura Nøragers skolelyst.
- Jeg bliver mere glad for at gå i skole, jeg synes det giver mere mening, og jeg ikke bare er her for at være her. Jeg synes egentlig også, at jeg bliver lidt mere stolt af at gå på en skole, hvor vi gør lidt mere ud af at få noget ud af undervisningen, udtaler hun.
I selve undervisningen er det også en fordel for motivationen til læring, at der er skabt en anden struktur end tidligere.
- Jeg oplever, at når læreren gør mere for at motivere os, så bliver vi mere motiverede. De gør mere ud af, at vi selv skal tænke over vores læring, så vil folk det noget mere, siger Laura Nørager.
Fortsætte samme vej
Skolen modtager i november 1,3 millioner kroner, da de har reduceret antallet af 4-taller i dansk og matematik. De er dermed én ud af 61 skoler, som kan modtage det beløb. Og det skulderklap giver mere blod på tanden for skolelederen.
Læs også
- Vi vil gøre mere af det samme, vores fagteam er i videreudvikling, så det er en del af det. Medinddragelse af eleverne er et fokusområde, og så har vi et fokusområde omkring fraværet, fortæller Peter Sabroe.
For at få del i puljen næste år skal skolerne som minimum have reduceret antallet af elever med karakteren under 4 i dansk og matematik med fem procentpoint fra skolens udgangspunkt. Beslutningen om dette bliver taget i september 2019.