Skarpt udfald mod byrådsmedlem
Randers FC-formand kan ikke tage Bjarne Overmark alvorligt
I forbindelse med nyheden om, at Randers FC kan være på vej til at blive solgt til udenlandske investorer, er der ikke ubetinget glæde hos alle.
Bjarne Overmark, der er byrådsmedlem for Beboerlisten i Randers, har derfor rettet en række spørgsmål til borgmesteren, der skal besvares på det førstkommende byrådsmøde.
Han ønsker blandt andet svar på, om Randers Kommune, som ejer af Randers Stadion, er inddraget i forhandlingerne af Randers FC. Og hvilke betingelser Randers Kommune agter at stille i relation til fremtidige udenlandske ejere af Randers FC.
Den reaktion bliver mødt med et skarpt udfald fra Randers FCs formand, Svend Lynge Jørgensen.
- Jeg er nødt til at sige, at der er nogle, jeg lytter til, og så er der nogle, jeg ikke lytter til. Og det gælder for mit vedkommende Bjarne Overmark. Jeg har stort set ikke set et eneste initiativ, som rækker ud over det sædvanlige, som Bjarne Overmark ikke har været i mod, siger Svend Lynge Jørgensen.
Og Randers FC-formanden fortsætter den hårde tone:
Branding af byen: Penge ud af vinduet
- Nu bliver jeg lidt sur på ham, for hvis ikke Randers FC havde eksisteret, så havde der været færre penge til varme hænder i Randers, end nu hvor vi eksisterer. Vi skaber skatteindtægter til Randers, og vi har et krav til vores spillere om, at de skal bo i Randers, og jeg skal hilse og sige, at fodboldspillere, de er bestemt ikke lavtlønnede, de spytter godt i kommunekassen, så det her kan jeg ikke tage alvorligt, siger Svend Lynge Jørgensen.
Se formandens reaktioner i videoen øverst i artiklen.