Skaberen af Randers’ ikoniske kobberkrukke er død
Mogens Møller lavede minimalistisk kunst som en af de første, og hans skulpturer står i hele landet, herunder Randers. Han blev 86 år.
En af de største skikkelser inden for dansk billedkunst er gået bort. Mogens Møller, hvis skulpturer kan findes i mange danske byer, døde onsdag, 86 år gammel.
Det oplyser familien torsdag.
Møllers kunst kan ses i gallerier, museer og byrum landet over, og hans skulpturer står blandt andet i Randers, København og Aalborg. De er mildt sagt svære at overse.
Et af dem kan findes ved øen i Gudenåen tæt ved Randers Bro. Her står Mogens Møllers kendte kobberkrukke nemlig, som i mange år har været et varetegn for byen.
Læs også
Går man en tur på Axeltorv i hjertet af København, støder man på ni andre høje vaser lavet af billedkunstneren. De symboliserer de otte planeter i solsystemet og dværgplaneten Pluto.
I Hvidovre står den store betonskulptur "Frihedens port", der er formet som en overdimensioneret hæfteklamme.
Ved Søerne i hovedstaden er der en 15 meter høj og to meter bred skulptur af beton, som hedder "Fredens port". Et stykke oppe på betonfladen er et skævt nøglehul.
Møller har lavet de to enorme skulpturer sammen med kunstnerne Hein Heinsen og Stig Brøgger. Trioen dannede i 1974 "Institut for Skalakunst" og var nogle af de første til at lave minimalistisk kunst i Danmark.
Møllers kunst kommer dog også i en langt mindre udgave. Enhver med en 10'er eller en 20'er fra 2001 til 2010 i lommen bærer rundt på et af hans værker.
Billedkunstneren står nemlig bag det portræt af dronning Margrethe, som pryder mønterne.
Læs også
Møller blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1962 til 1966 og var senere professor på akademiet.
Han fik i løbet af sin karriere Thorvaldsen Medaillen, Eckersberg Medaillen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.