Sigtet for vold og afpresning

21-årig mand anholdt og sigtet

En 21-årig mand er mistænkt for at have slået en 18-årig mand og forsøgt at presse penge ud af ham i Randers.

Den 21-årige har i weekenden ifølge Østjyllands Politi slået den 18-årige i ansigtet ved Toldbodgade, så han brækkede næsen som følge af slagene. Overfaldet skete søndag klokken 00.01.

Ifølge Østjyllands Politi havde den 21-årige villet mødes med den forurettede fredag aften, da han angiveligt havde "talt dårligt om ham i byen". Den 21-årige er sigtet for afpresning, da forurettede angiveligt kunne slippe for yderligere repressalier ved at betale 500 kroner.

Østjyllands Politi kom hurtigt på sporet af den 21-årige, som til sidst meldte sig selv på Randers Politigård.

- Vi havde været ude at lede efter ham på forskellige adresser, og så tror jeg, at han til sidst tænkte, at så kunne han ligeså godt møde op selv, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Den 21-årige blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.