SF om forlig: Det er helt til grin
Det ville have klædt V, S og DF at finde bredere forlig, mener SF-byrådsmedlem i Randers Charlotte Broman Mølbæk
Budgetforliget i Randers Kommune er faldet på plads, men det er uden Konservative, Beboerlisten, Radikale Venstre, Velfærdslisten og SF.
Hos SF er byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk stærkt utilfreds med forliget.
- Overordnet set er jeg dybt bekymret for, hvad vi byder vores børn, ældre og udsatte. Jeg synes vi presser de mennesker, der har det sværest i kommunen, og det er fuldstændig til grin, siger hun til tv2oj.dk.
Der er ikke meget i forliget, som hun og SF kunne stemme for, og de forlod forhandlingerne kort efter klokken 21.
- Den primære baggrund for det er, at der skulle spares på dækningsafgiften, og det kan vi ikke være med til. Vi kan ikke give skattelettelser til erhvervslivet i en tid hvor kommunen er så presset, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Hun mærker også hvordan magtfordelingen har forandret sig i byrådet i Randers, som har været meget i vælten i den seneste tid.
Radikale: Vi var med til den bitre ende
- Det er brandærgerligt, at man ikke gjorde sig umage med at få de små partier med ind i et lidt bredere forlig, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Et andet nøglepunkt for SF var ligesom hos Radikale Venstre en bedre normering for de yngste børn - og det krav kunne heller ikke opfyldes.