Se meteoritten der måske ramte
Der var et muligt meteoritnedfald mellem Randers og Viborg, men den er sandsynligvis væk
Hvis man er helt ekstremt heldig kan man i øjeblikket finde en meteorit, der er slået ned et sted mellem Randers og Viborg.
Men for det første er det langt fra sikkert, at der overhovedet er noget tilbage - og for det andet ville det selv i det tilfælde være tæt på umuligt at finde den.
Men faktum er, at en stor ildkugle blev set i luften over Danmark, og meteoritten havde kurs imod et område mellem Randers og Viborg, hvor den højst sandsynligt udbrændte i luften.
- Det er en sten ude fra verdensrummet, som kommer igennem atmosfæren og brænder op, og så laver den en ildkugle, siger Aase Roland Jacobsen, der er planetarieinspektør hos Steno Museet.
Lysglimtet varede i 2,5 sekunder, og stenen bevægede sig med cirka 30 kilometer i sekundet - det svarer til cirka 108.000 kilometer i timen.
Du kan blive lidt klogere på meteoritter i indslaget øverst i artiklen.