Røvere tog tasker fra ældre kvinder: Tre drenge er varetægtsfængslet
Fire kvinder blev overfaldet af røvere i Randers søndag. Tre drenge er anholdt og sigtet i sagen
OPDATERET: Efter dagens grundlovsforhør er de tre drenge blevet varetægtsfængslet i 14 dage. Det skriver Østjyllands Politi på deres Twitter-profil:
En 89-årig kvinde fik søndag rykket så kraftigt i sin taske, at hun faldt til jorden og slog sine knæ og hænder. Episoden foregik på Gammel Hadsundvej i Randers og var blot et af flere røverier mod ældre.
Østjyllands Politi har anholdt og sigtet tre drenge for at stå bag fire røverier mod ældre kvinder. Alle røverier blev begået søndag omkring middagstid.
Ud over røveriet mod den 89-årige på Gammel Hadsundvej blev en anden kvinde på 89 år frarøvet sit indkøbsnet. Det blev revet ud af hænderne på hende på Udbyhøjvej i Randers.
Læs også
Også en 66-årig kvinde blev væltet omkuld af gerningsmænd. Det skete på P-Knudsensvej. Kvinden fik taget sin taske i et ryk, der var så kraftigt, at taskens rem knækkede.
På Rebslagervej i Randers blev en 81-årig kvinde skubbet kraftigt i ryggen og blev fravristet sit indkøbsnet.
Mand løb efter røverne
Det var efter røveriet på Udbyhøjvej, at de formodede gerningsmænd blev pågrebet. Det skete, da en mand løb efter røverne. Han fik fat i kvindens indkøbsnet, men gerningsmændene slap væk.
Cirka 25 minutter senere kunne politiet dog anholde en 15-årig dreng på en sti bag Rismøllens Børnehave, mens to drenge på 16 år blev pågrebet nogle hundrede meter derfra.
Læs også
De anholdte er fra Randers og Havndal.