Ronnie Schwartz vil til udlandet
Randers FC-topscorer scorede igen, igen
Ronnie Schwartz scorede for femte kamp i træk, da Randers FC mandag aften i en seværdig superligakamp vandt 3-2 over Esbjerg
Det lignede ellers endnu et Randers-nederlag, da Mick van Buren 20 minutter før tid bragte Esbjerg foran 2-1. Men så skete der ting og sager:
Ronnie Schwartz udlignede til 2-2 og i tillægstiden sørgede indskiftede Viktor Lundberg for, at kronjyderne vandt 3-2.
- Det er helt vildt, at jeg i vores første fem kampe har scoret hver gang (i alt seks mål, red.), sagde Ronnie Schwartz, der blev fulgt nøje fra tilskuerpladserne af adskillige FIFA-agenter.
Se: Sikrede sejren i overtiden
- Jeg har det rigtig godt i Randers. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en drøm om at prøve mit talent af i udlandet. Dukker der et interessant tilbud op, er det ikke usandsynligt, at jeg siger ja, sagde han.
Ronnie Schwartz, der i 2011 blev hentet til Randers efter en mindre vellykket periode i AaB, blev efter den seværdige kamp rost til skyerne af Esbjerg-træner Niels Frederiksen.
- Ronnie er inde i en rivende udvikling. Han strutter af selvtillid og er svær at "fange", sagde han.