Romantisk abe-sensation: Kærlighed ved første blik?
Ny gibbonabe tager fusen på personalet i Randers Regnskov. Mor og far blev måske kærlige på allerførste date.
- I vores verden er det en sensation. Det er virkelig en succeshistorie. Det er helt over al forventning.
Birgitte Frydkjær fra Randers Regnskov er en rigtig glad dyrepasser. Årsagen er en spritny gibbonabe, der er kommet til verden natten til fredag.
Det er ikke i sig selv en sensation, at der bliver født en gibbon-unge i den randrusianske regnskov, men omstændighederne omkring den nye beboers tilblivelse er ret unik.
Det er nemlig blot 6 måneder og 16 dage siden, at ungens mor og far blev sat sammen - og gibbonaber er vel at mærke som minimum drægtige i 6 måneder og 10 dage.
- Det er inden for den første uge, moren er blevet parret, hvis ikke allerede den første dag. Det har været kærlighed ved første blik, siger Birgitte Frydkjær til TV2 ØSTJYLLAND.
Den romantiske abe
At det er gået så hurtigt er sjældent blandt gibbonaber, der ikke parrer sig med hvem som helst.
- Det kan være ret tricky. En af vores gamle unger blev sendt til Polen som 6-årig. Hun er 10 nu og har endnu ikke fået en unge sammen med den han, hun er sammen med, fortæller Birgitte Frydkjær.
Gibbonaber kaldes 'den romantiske abe'. Det skyldes ikke mindst, at aberne er glade for at synge sammen.
- De synger morgen- og aftensang sammen. De synger en duet for at fortælle, at de er et par, og at det er deres territorie. Når de får en hununge, lærer den voksne hun den en hun-sang, og hvis det er en han-unge, lærer faren den en han-sang, siger Birgitte Frydkjær.
Læs også
Sæbeopera-drama i regnskoven
De nybagte forældre i Randers Regnskov er såkaldte hættede gibbonaber. Moren, Aiko, er 8 år, mens faren er 21 år. Mens det er første gang, Aiko bliver mor, har den ældre han allerede 'et barn fra første ægteskab'. Aiko blev med andre ord papmor, inden hun selv blev mor.
Læs også
- Vi var rigtig bekymrede, da vi skulle sætte dem sammen, fordi vi var bange for, at Aiko ikke ville acceptere den unge, hannen allerede har. Jeg sad fast plantet på en stol og observerede dem i rigtig lang tid, fortæller Birgitte Frydkjær og fortsætter:
- Aiko er en bestemt dame, og det var lidt sæbeopera-agtigt med jalousi blandt hunnerne i starten, men det gik heldigvis fint.
Dyrepasser: Hun bliver en god mor
Den nye gibbonunge vil bogstaveligt talt hænge på sin mor i omkring halvanden år fra nu af, og det ser heldigvis ud til, at førstegangsmoren er klar til opgaven.
- Der er ikke så mange sygeplejersker og sundhedsplejersker, der hjælper en, når man er gibbonabe, så man må håbe, at hun har lært det godt nok af sin egen mor. Hun virker meget forsigtig og omsorgsfuld, og jeg har set ungen dige, som den skal, fortæller Birgitte Frydkjær og tilføjer:
- Det virker til, at hun er en god mor. Det gør enhver dyrepasser glad.