Robot smed hjemmehjælper ud

Sløjfede hjælp til 83-årig, der fik robotstøvsuger

02:21

1 af 2

Man skal passe på med at give sin gamle mor en robotstøvsuger i julegave. Den følelse sidder familien til en 83-årig kvinde tilbage med. Det fortæller DR Østjylland.

For til jul gik Steen Rytter sammen med sine søskende om at købe en robotstøvsuger til deres 83-årige mor. 10. februar sendte Randers Kommune et brev til moderen om, at hun nu mister sin hjemmehjælp.

- Jeg troede først, at det var en joke. Det er så urimeligt, som noget kan være, siger Steen Rytter.

I brevet skriver kommunen, at den 83-årige kvinde nu selv kan klare opgaverne i hjemmet.

Til en kommunal medarbejder har moderen blandt andet fortalt, at hun har fået robotstøvsugeren og er tilfreds med, hvordan den støvsuger.

- Hun er 83 år. Hun kan ikke klare sig uden hjemmehjælpen, siger Steen Rytter.

Ingen fejl er sket
Visitationschef i Randers, Helle Hansen, vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger dog, at der ingen fejl er sket, og at der er flere fagfolk om at træffe sådan en beslutning.

- Borgere vil i dag gerne klare sig selv. Det gælder også de ældre. Derfor er det en rigtig god idé at give de ældre alle de remedier, som de kan have brug for til det. Jeg synes, at det er en god idé at give robotstøvsugere eller eksempelvis mopper, forklarer Helle Hansen, som afviser, at hun er glad for den slags, fordi det kan spare penge for kommunen.

- I det her tænker jeg ikke så meget på besparelser. Selvfølgelig kan der være besparelser i det, men vi synes, at det er et rigtig godt tilbud at blive selvhjulpen, siger Helle Hansen.

Kommunen har tilbudt den 83-årig et træningstilbud i blandt andet at vaske gulv, men som pensioneret rengøringsassistent har hun takket nej til det. Steen Rytter fortryder nu julegaven.

- Ja bestemt. Havde de også taget strømmen fra hende, hvis vi havde købt petroleumslamper i julegave i stedet?, undrer han sig.

Den 83-årige kvinde kan nu klage til det sociale nævn over afgørelsen.