Regnskab: Randers FC fik overskud på bundlinjen
TV-penge og de største sponsorindtægter i klubbens historie gav et overskud på 1,24 mio. kroner
På tirsdagens generalforsamling kunne Randers FC Holding A/S, der primært driver Alka Superligaklubben Randers FC, præsentere et overskud efter skat på 1,24 millioner kroner for perioden 1. juli 2014 til 30. juni 2015.
- Resultatet er tilfredsstillende. Vi havde budgetteret med et mindre underskud med en målsætning om at få balance, og med 1,24 millioner kroner i overskud må den mission siges at være lykkedes. Medvirkende til det positive resultat er sæsonens fjerdeplads i Superligaen, der bl.a. betød deltagelse i Europa League og de deraf afledte indtægter. Samtidig har vi også kunnet opleve de største sponsorindtægter i klubbens historie, og det er jo fantastisk med den fortsatte opbakning fra erhvervslivet i Randers, siger Randers FC Holding A/S' formand, Svend Lynge Jørgensen, i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det er nu tredje regnskabsår i træk, at vi har kunnet levere et positivt resultat med et sammenlagt overskud på knap 7,2 millioner kroner. Vi ønsker at fortsætte i samme spor i indeværende regnskabsår, hvor vi forventer et overskud i samme størrelsesorden som i 2014-2015, selvfølgelig afhængig af Randers FCs præstationer i Alka Superligaen, lyder det fra Svend Lynge Jørgensen.
Randers FC-formand bekræfter: Forhandler med Tom Vernon
Nettoomsætningen i 2014/2015 var godt og vel 75,3 millioner kroner, og egenkapitalen i Randers FC Holding A/S er nu på 49,8 millioner kroner.
Genvalg til formand
Efter aftenens generalforsamling fortsætter Svend Lynge Jørgensen som formand for Randers FC Holding A/S. Der var ligeledes genvalg på de to øvrige bestyrelsesposter i Randers FC Holding A/S, hvorved Erik Busk Jensen forstætter som næstformand og Jens Petri Petersen som bestyrelsesmedlem og direktør for holdingselskabet.
Svend Lynge Jørgensen, Erik Busk Jensen og Jens Petri er ligeledes medlem af bestyrelsen i datterselskabet Randers FC A/S, der har førstnævnte som formand. Bestyrelsen i Randers FC A/S består desuden af Per Hastrup samt de to repræsentanter for de seks moderklubber bag Randers FC, henholdsvis Lars W. Knudsen (Randers Freja) og Lars Frank Nielsen (Randers KFUM).