Rasmus efter 25 timer i kø: Nu skal jeg hjem i seng
Flere end 2.000 østjyder stod klar i Randers, da Power åbnede sin første butik i Jylland
Selvom det både regnede og var småkoldt tidligt lørdag morgen, stod mere end 2.000 tilbudsjægere i kø i Randers, da elektronikkæden Power åbnede sit første varehus vest for Lillebælt.
Helt forrest i køen var Rasmus Steenholt.
Han var mødt op allerede fredag morgen klokken 06.00 for at komme først ind i det nye varehus lørdag morgen, da det slog dørene op klokken 07.00.
Læs også
Dermed blev det til 25 timers venten for den tålmodige østjyde fra Aarhus.
- Det har været lidt hårdt, og det har været mange timer, sagde Rasmus Steenholt kort tid inden, at han som den første i køen begav sig ind i varehuset, hvor 140 medarbejdere, hvoraf de 60 er lokalt ansatte, i dagens anledning stod klar.
Efter en tur gennem butikken, hvor han blandt andet købte en Xbox og et fjernsyn, var det en træt Rasmus Steenholt, som ikke havde fået mange timers søvn i sin sovepose med asfalten som liggeunderlag natten til lørdag, som TV 2 | ØSTJYLLAND snakkede med.
- Nu skal jeg bare hjem i seng, lød det kortfattet fra ham.
Du kan se mere om Rasmus Steenholt og åbningen af Powers første varehus i Jylland i videoen øverst på siden.