Randers Ugen er ikke kun fadøl
Nu er der gang i Randers Ugen, som byder på cirka 500 forskellige arrangementer
Fredag tog Randers hul på en uge med fest. Randers Ugen er Kronjyllands store årligt tilbagevendende kulturelle begivenhed med 500 arrangementer rundt om i byen.
Og det er ikke kun fest og fadøl.
- Jeg synes, at det er en god balance, og at der er lidt for enhver smag, siger Betina Jepsen, der er studerende fra Randers.
Hun er ikke den eneste, der mener, at Randers Ugen formår at lave et varieret program.
- Der er både noget kulturelt og en masse musik. Det dækker i hvert fald mit behov, siger Anne Sønderkjær Outzen, pædagog fra Randers.
Det er svært at gøre alle tilfredse, men Randers Ugen gør forsøget.
- Koncept og grundlag for at lave Randers Ugen, som den ser ud nu, er, at den skal være festelig, folkelig og fornøjelig. Det er her, man har gensyn med vennerne, det er her, man skal ud og opleve sin by i nogle andre rammer, siger Mette Bertelsen, der er eventchef i Randers Ugen.
Hun fortsætter:
- Vi prøver at skabe en stor og folkelig fest, hvor flest mulige kan se sig i det indenfor en ramme af kultur.
Det er den 39. udgave af Randers Ugen, og festlighederne fortsætter frem til søndag i næste uge.
Du kan se programmet for Randers Ugen her
Du kan se mere om Randers Ugen i tv-indslaget øverst på siden.