Randers tabte efter sen scoring
Kronjysk nederlag på 0-1 til Brøndby
Med masser af fight lykkedes det søndag aften for Randers FC at holde Brøndby stangen i det meste af kampen
I det 87. minut lykkedes det dog for hjemmeholdet at finde nøglen til at åbne Randers FC's forsvar. Teemu Pukkis skud tre minutter før tid ramte en Randers-spiller og gik i mål.
Dermed tabte kronjyderne superligaopgøret på Brøndby Stadion med 0-1.
De 12.497 tilskuere fik samtidig set Brøndby tage revanche for 0-2-nederlaget til netop Randers FC i september.
I begyndelsen af søndagens kamp lignede Randers et hold, der gik benhårdt efter 0-0.
Der var ikke mange chancer at skrive hjem om i første halvleg. Det skyldtes, ud over den gode Randers-defensiv, også, at der simpelthen ikke var nok kvalitet i indlæggene fra hjemmeholdet.
Fraset en blokeret afslutning fra Johan Elmander skulle man hen til det 20. minut, før der for alvor skete noget spændende, rent chancemæssigt.
20-årige Riza Durmisi bragede et frispark på indersiden af stolpen, mens Randers-målmanden Karl-Johan Johnsson så magtesløs til.
Se også: Havde indstillet sig på 0-0
Først fem minutter senere havde Randers-holdet en egentlig chance, men Viktor Lundbergs frisparksafslutning havde ikke samme kvalitet som Riza Durmisis.
Randers FC begyndte på dette tidspunkt at komme godt med, og Randers havde et par halve chancer mere før pausen.
Anden halvleg blev indledt med et varsel om et muligt Brøndby-pres, da anfører Thomas Kahlenberg headede tæt forbi mål.
Det helt store pres lod dog vente på sig, for det dygtige Randers FC-forsvar med to gange Mads, Agesen og Fenger, i midten lod sig fortsat ikke åbne.
Randers-angriberne lurede hele tiden på chancen, og Mikael Ishak gjorde pludselig tilskuerne opmærksomme på sin tilstedeværelse med et par afslutninger over mål.
Med cirka et kvarter tilbage fik kampen for alvor nerve, da både indskiftede Christian Nørgaard, Riza Durmisi og Teemu Pukki inden for kort tid var tæt på at bringe Brøndby foran.
Og kort før tid kom så den store forløsning, som gav Brøndbys meget entusiastiske publikum den sejr, de havde forsøgt at synge holdet frem til gennem hele kampen.