Randers stadig ubesejret: Får endnu et europæisk point på kontoen i Cluj
Ved pausen var Randers FC foran 1-0, men måtte nøjes med 1-1 i Conference League-kampen mod Cluj på udebane.
Randers FC kan godt tillade sig at være ærgerlige over, at det kun blev til ét point torsdag aften mod rumænske CFR Cluj i Conference League-gruppespillet.
Alhaji Kamara havde bragt Randers i front kort før pausen, og kronjyderne var tæt på 2-0, inden Cluj i stedet fik udlignet til 1-1.
Det var endnu en gang en dødbold, som Randers scorede på. Det samme var tilfældet ved begge mål i 2-2-opgøret mod AZ Alkmaar i første gruppekamp.
Dermed er Randers nu på to point efter to kampe i Conference League og ligger nummer tre i gruppen.
Læs også
Det var fra start ikke til at se, at Randers var på besøg hos en klub, der er vant til at spille europæisk fodbold. Allerede efter tre minutter fik backen Oliver Bundgaard en god mulighed, da han fik afsluttet fra venstre side af feltet. Men skuddet voldte ikke Cluj-målmanden det store besvær.
20-årige Bundgaard kom også til afslutning efter ti minutter, hvor hjemmeholdet stadig intet offensivt havde skabt.
Det var en første halvleg, hvor begge hold havde svært ved at komme igennem til store oplagte målchancer.
Randers gjorde et godt forsøg efter en halv time, da Tosin Kehinde kombinerede med Alhaji Kamara og sendte et fladt indlæg ind til Stephen Odey ved forreste stolpe. Afslutningen fra en ellers god position var dog upræcis og blev sparket væk af en forsvarsspiller.
Alt imens Cluj endelig begyndte at skabe chancer, lykkedes det for Randers at komme foran. Og ligesom begge scoringer mod AZ Alkmaar i første kamp skete det efter en dødbold.
Læs også
Vito Hammershøj-Mistrati lagde et hjørnespark perfekt ind i hovedet på angriber Alhaji Kamara, der sikkert headede bolden i mål til en Randers-føring kort før pause.
Den sierraleonske angriber fortsatte med at komme til chancer i starten af anden halvleg. Men et nyt hovedstød tæt under mål gik over. Endnu tættere på 2-0 kom Randers med 25 minutter igen, da Kehindes fremragende lob over målmanden tog overliggeren.
I stedte gik det galt for Randers to minutter senere. Et godt Cluj-opspil åbnede Randers-forsvaret op, og så var Claudiu Petrila alene med Patrik Carlgren i målet. Han satte nemt bolden forbi, og så var der udlignet.
Efter scoringen var det Cluj, der var det farligste hold på banen, men Randers holdt stand og fik et vigtigt point med hjem fra Rumænien.
I gruppens anden kamp vandt AZ Alkmaar på hjemmebane over FK Jablonec med 1-0. Den hollandske klub fører nu gruppen med fire point.