Randers-spillere jagter trofæ i Qatar
Jack Duncan får ikke meget spilletid i Superligaen. Ved de asiatiske mesterskaber går det bedre
Som reserve får den australske målmand Jack Duncan normalt ikke meget spilletid hos Randers FC.
Bedre går det ham derimod, når han optræder for sit hjemlands U23-landshold. Under de asiatiske mesterskaber, der spilles i Qatar i Mellmøsten, har Jack Duncan indtil videre fået fuld spilletid i kampene i gruppespillet.
Senest holdt han målet rent, da australierne søndag vandt 2-0 over Vietnam. Ifølge randersfc.dk stod Duncan en god kamp.
Også Jack Duncans holdkammerat og landsmand Mustafa Amini var på holdkortet mod Vietnam. Amini blev skiftet ud med få minutter tilbage af opgøret.
Poulsen tager tre år mere i Randers FC
På torsdag venter Jordan i den sidste gruppespilskamp inden knockout-fasen.
Hvis Australien slutter blandt de tre bedste nationer ved de asiatiske mesterskaber, kvalificerer holdet sig samtidig til OL i Rio senere i år.
Jack Duncan kom til Randers FC sidste sommer. Den 22-årige australier har indtil videre spillet to kampe for kronjyderne.