Randers-spids tilbage til USA
Har ikke kunnet finde vej til netmaskerne
Den 27-årige Randers FC-angriber Charlie Davies vender tilbage til sit hjemland, USA.
Charlie Davies kom til Randers for et år siden, men har aldrig for alvor slået igennem hos kronjyderne.
Han har indtil videre spillet 27 førsteholdskampe i Randers-trøjen uden dog at have scoret. I de fleste kampe er han startet på udskiftningsbænken og er først blevet skiftet ind i slutningen af opgøret.
Se: Randers-angriber nikkede skalle
Randers FC har udlejet Charlie Davies til den amerikanske klub New England Revolution, der spiller i den bedste række, Major League Soccer. Aftalen udløbet til nytår.
- Jeg har haft en dejlig tid i Randers FC og har det stadig godt i klubben, men jeg føler også, at jeg har behov for nogle flere minutter i benene. Jeg skal også forberede mig til den lidt mere langsigtede fodboldfremtid, så forhåbentlig kan lejeaftalen hjælpe på det og gøre mig til en bedre spiller, når jeg kommer tilbage til Randers FC ved årsskiftet, siger Charlie Davies til Randers FCs hjemmeside.
I Randers har Charlie Davies blandt andet stået i baggrunden af andre offensive spillere som Ronnie Schwartz, Nicolai Brock-Madsen og nyindkøbte Victor Lundberg. Hans kontrakt udløber næste sommer.