Randers slår Brøndby i første hjemmekamp med tilskuere
Randers FC tog søndag første sejr over Brøndby siden 2014.
Med det første superliganederlag til Randers siden 2014 led Brøndbys guldchancer et alvorligt knæk, da holdet blev sendt hjem fra Kronjylland med 2-4.
Nederlaget blev især en realitet på grund af en forrygende start på anden halvleg af Randers, som gjorde det svært for et ellers chanceskabende Brøndby-mandskab at få point med fra opgøret.
Læs også
Brøndby er fortsat på andenpladsen med 52 point, hvilket er et point efter FC Midtjylland, som kan trække fra med en sejr senere søndag over FC Nordsjælland.
Randers derimod er stadig sekser, men spiller sig med sin første sejr i mesterskabsspillet op på 36 point.
Første halvleg var i store træk meget lige, men Brøndby virkede som det hold, der havde lettest ved at komme til chancer.
Efter få tilbud lykkedes det Brøndby-forsvarer Hjörtur Hermannsson at heade gæsterne i front i det 16. minut, da han kom først på et hjørnespark fra højre side.
Læs også
Brøndby havde enkelte optræk herefter til 2-0, men det var i stedet nigerianske Tosin Kehinde, som bragte balance i regnskabet for Randers efter 29 minutter.
Mere skete der ikke for alvor før pausen, men Randers' Vito Hammershøy-Mistrati satte ny gang i løjerne i anden halvlegs første tre minutter.
Den 28-årige profil bragte nemlig først hjemmeholdet på 2-1 i anden halvlegs første minut, og bare to minutter gjorde han det også til 3-1 på straffespark.
Brøndby lagde herefter et tungt pres på hjemmeholdet, og gæsterne lykkedes efter et par misere og et brændt straffespark af topscorer Mikael Uhre at få skabt spænding i opgøret.
Det skete, da svenske Simon Hedlund i det 73. minut løb bag om Randers-forsvaret og scorede til 2-3.
Comebacket udeblev dog, og i stedet lukkede indskifteren Tobias Klysner til 4-2 med få minutter tilbage.
/ritzau/