Randers-kutter formentlig forlist ved Anholt
Søværnets Operative Kommando leder lige nu efter en forsvunden kutter. Mand frygtes omkommet.
Et mindre skib på vej fra Hirtshals til Bønnerup er lige nu forsvundet. Derfor leder Søværnets Operative Kommando (SOK) med alle midler tilrådighed efter kutteren.
- Det er korrekt, at vi fik en melding om et forsvundet fartøj ti minutter over syv i morges. Vi har sat en redningshelikopter i luften, og søværnets skib er på vej. Der er fundet vragrester i overfladen i området, men det er for tidligt at sige, om der er tale om det nævnte fartøj, siger vagtchefen fra SOK her til morgen.
SOK vil dog ikke nærmere ind på hvilket fartøj, der er tale om, idet de pårørende ikke er blevet informeret endnu. Men ifølge TV 2 | ØSTJYLLAND's oplysninger drejer det sig om en kutter indregistret i Randers, og der var én mand ombord.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger sagen i løbet af dagen.