Randers-keeper er skadet
Har pådraget sig en mindre hjernerystelse
Randers FC kan måske være tvunget til at bænke sin målmand, når holdet i næste uge møder FC Vestsjælland.
Holdets foretrukne målmand i øjeblikket, svenske Kalle Jonsson, har fået en mindre hjernerystelse, oplyser klubben i dag på sin hjemmeside.
Skaden har han pådraget sig i forbindelse med en træningslejr med det svenske landshold. Her var den unge målmand så uheldig at få et knæ i hovedet:
- Knæet i hovedet medvirkede, at Kalle fik en stor bule i hovedet, og den svenske landsholdslæge kunne derfor ikke gøre andet end at hjemsende ham med en lettere hjernerystelse og en stærk hovedpine. Jeg har lige snakket med Kalle, og hovedpinen er heldigvis ved at aftage, siger Randers FCs læge Lars Enevoldsen.
Han fortsætter:
- Han er nu hos familien i Halmstad og skal slappe af i denne weekend, inden han returnerer til Randers på mandag, hvor vi følger op på hans tilstand.
Kalle Jonsson har stået på mål for Randers FC i størstedelen af kampene i denne Superliga-sæson. Han kom til klubben i sommeren 2014.