Randers HK forlænger med tre spillere
Randers HK har forlænget kontrakten med tre spillere frem til 2021
Håndboldklubben Randers HK fra landets bedste række, HTH GO Ligaen, har i dag, fredag, offentliggjort, at de har forlænget kontrakten med tre spillere.
Det er blandt andre tale om en af klubbens helt store profiler Camilla Dalby, som har forlænget sin kontrakt frem til 2021.
- Jeg er rigtig glad for forlængelsen med Randers HK og den tillid og tro, som klubben har udvist mig i forhandlingerne, siger Camilla Dalby i en pressemeddelelse.
Den rutinerede højre back har spillet over 300 kampe for den kronjyske klub, og i den tid er det blevet til mere end 1400 mål for klubben, og med forlængelsen er der mulighed for mange flere.
- Jeg glæder mig til at være med i projektet, om at få Randers HK tilbage til toppen. Derfor arbejder jeg allerede nu på, at komme stærkt tilbage på banen til næste sæson. Jeg har stor tiltro til konceptet og Niels’ måde at arbejde på. Han stiller store krav til holdet og den enkelte, hvilket er vejen til en ny vindermentalitet i klubben, siger hun.
Læs også
Camilla Dalby spiller ikke resten af denne sæson, da hun er gravid og bliver mor i slutningen af april.
Forlænger med talenter
Camilla Dalby blev ikke den eneste til at sætte sin underskrift på en kontraktforlængelse med Randers HK. Klubben kunne i dag, fredag, også meddele, at Camilla Degn og Josefine Dragenberg også har forlænget deres aftale med klubben. De er dermed at finde i Randers til 2021.
Begge spillere kommer fra klubbens egne ungdomsrækker, og ifølge cheftræner Niels Agesen knoklet for en plads på holdet.
- Begge spilleres vej til en fast plads på ligaholdet, er et studie værd for alle unge håndboldspillere. Begge har de spillet flere positioner, haft en sæson med primær plads på bænken mens de har knoklet til træning, for så at slå til i denne sæson, da de fik chancen, siger Niels Agesen.