Randers HK fik sejren og førstepladsen
Randers HK sejrede i lokalbraget mod SK Aarhus
Både Randers HK og SK Aarhus har fået gode sæsonstarter, og lørdag aften mødtes de så i en drabelig østjysk duel i Randers.
SK Aarhus kom bedst fra start, og var tidligt foran med 3-1, men aarhusianerne kunne ikke holde kadencen.
Randers HK-træner Ryan Zinglersen havde inden kampen kaldt det for 'et højspændt opgør', og det blev da også en ganske tæt affære, som Randers HK dog kørte hjem i anden halvleg.
Ved pausen var SK Aarhus i teten, og de kunne gå til pause foran 12-10.
Men Zinglersens tropper slog stærkt tilbage og vandt anden halvleg med 15-10 og dermed kampen med 25-22.
Det betyder, at Randers HK rykker op på førstepladsen i ligaen efter seks kampe, der har kastet fem sejre og en uafgjort af sig.
De fortrænger sidste sæsons finalister Team Esbjerg og FC Midtjylland fra de øverste pladser.