Randers forbereder sig på oversvømmelse – flere gader afspærres inden storm

Randers Kommune har nedsat en krisestab forud for stormen Malik, der ventes at ramme Danmark i weekenden, så byen er klar til at håndtere den store vandstigning, der er varslet.

150 centimeter. Så meget forventes vandet at stige i områder i Randers, når stormen Malik i weekenden skubber vand ind i fjorden.

Med det vejrvarsel har Randers Kommune derfor allerede fredag meldt ud, at området omkring Tøjhushaven og Toldbodgade ved Randers Havn fra lørdag formiddag vil blive sikret mod oversvømmelse.

- Det er jo ikke usædvanligt i Randers, at der kommer forhøjede vandstande, og vi har ret godt styr på, hvilke vandniveauer vi får, og hvor vi får dem. Vi har netop også derfor nedsat en krisestab, for hvis prognoserne på de 150 centimeter holder, ved vi, at vi får vand på terræn, og det er også derfor, vi gør klar til at rulle den mobile dæmning ud, siger Lone Mossin, planchef i Randers Kommune.

Flyt bilen

De seneste prognoser varsler vindstød på op til 28 meter i sekundet. Krisestaben holder møde lørdag formiddag på baggrund af en frisk opdatering fra DMI, og så går arbejdet ellers i gang med fra formiddagen af at sikre havneområdet mod oversvømmelse.

- Vi har kommunikeret ud i dag, så folk kan få flyttet deres biler og beskytte deres værdier, og så vil vi også hellere handle nu end at skulle sætte gang i alt for meget under en storm, fortæller Lone Mossin.

Det er området omkring Tøjhushaven og Toldbodgade ved havnen, der skal sikres. Konkret melder Randers Kommune, at fra lørdag klokken 12 vil højvandsporten på Lorentzgade blive lukket og forstærket med sandsække.

Vandet står højt i Randers Havn efter en storm tidligere på måneden. Billedet er fra mandag den 17. januar 2022.
Vandet står højt i Randers Havn efter en storm tidligere på måneden. Billedet er fra mandag den 17. januar 2022. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Flere gader afspærres

Der vil også blive etableret mobil afspærring af Toldbodgade samt lagt en mobil højvandsbarriere ud på hjørnet ved Toldbodgade og Moltkesgade.

Bilister opfordres til ikke at parkere på de lavtliggende parkeringspladser i Toldbodgade og Lene Bredahls Gade.

De seneste prognoser viser, at vandstanden for ventes at toppe søndag aften. Afspærringerne vil derfor formentlig tidligst blive ophævet mandag morgen.

Og bliver stormen knap så kraftig som varslet, er det fint med Lone Mossin. Nu er kommunen i hvert fald klar.

- Det er better safe than sorry, siger Lone Mossin.