Randers FC tog flot skalp
Slog østeuropæisk Champions League-deltager
Spillerne fra Randers FC har god grund til at være tilfredse med deres meritter under deres træningsophold i Tyrkiet.
I weekenden lykkedes det kronjyderne at besejre de hviderussiske mestre og Champions League-deltagere BATE Borisov.
Træningskampen mod det østeuropæiske storhold endte med en kronjysk sejr på 2-1.
Ifølge Randers FC stillede BATE Borisov i absolut stærkeste opstilling. Selv om Randers FC var presset i bund i store dele af opgøret, lykkedes det østjydernes Jonas Kamper og Tidiane Sane at finde vej til netmaskerne, inden hviderusserne fik reduceret i kampens slutning.
Efter kampen var det en stolt Randers-træner, der tog tilbage til det tyrkiske hotel med sine spillere.
- Organisationen og strukturen i spillet virkede rigtig fra kampens begyndelse, og vi vinder en flot sejr. Og det er ikke kun resultatet, der er flot, men også måden, der bliver vundet på, siger Michael Hemmingsen til klubbens hjemmeside.