Randers FC fik storsejr i DBU Pokalen
Kronjyderne besejrede danmarksserieklub med tenniscifre
Superligaklubben Randers FC er videre i pokalturneringen i fodbold.
Torsdag aften vandt kronjyderne på udebane en knusende sejr på hele 6-0 over danmarksserieklubben FC Sønderborg.
Sejren blev grundlagt allerede seks minutters spil, hvor den polske angriber Piotr Parzyszek scorede sit første mål efter sit skifte til Randers i sommer.
Resten af 1. halvleg lykkedes det hjemmeholdet at holde gæsterne fra yderligere scoringer. Efter pausen satte kronjyderne dog trumf på med to scoringer af både Kasper Fisker og Kasper Junker. Derudover blev Piotr Parzyszek noteret for yderligere et mål for kronjyderne.
Randers FC-fans håner nyt stadionnavn
Randers FC stillede op til pokalkampen uden en lang række af de sædvanlige profiler. Forsvarsspilleren Mads Fenger var således den eneste Randers-spiller, der fik genvalg i startopstillingen i forhold til kronjydernes seneste superligakamp mandag aften mod Esbjerg.
FC Sønderborg indtager i øjeblikket femtepladsen i Danmarksseriens pulje 2 med 12 point for syv kampe. De 12 point er opnået via fire hjemmebanesejre med sammenlagt 13-5, så det var et hjemmehold med selvtilliden i orden, der tog imod Randers.
Randers nåede i pokalfinalen i 2013, hvor det endte med et knebent 0-1-nederlag til Esbjerg efter forlænget spilletid.
FC Sønderborg-Randers FC 0-6 (0-1)
0-2 Kasper Fisker (50. minut)
0-3 Kasper Fisker (55. minut)
0-4 Piotr Parzyszek (63. minut)
0-5 Kasper Junker (69. minut)
0-6 Kasper Junker (72. minut)
Tilskuere: 1.000