Randers FC er klar til kvartfinalen i DBU Pokalen

Kronjyderne slog FC Helsingør med 2-0 på udebane

Foto: www.briansorensen.net

Randers FC er klar til kvartfinalen i fodboldens landspokalturnering, DBU Pokalen, efter kronjyderne onsdag eftermiddag vandt med 2-0 på udebane over FC Helsingør fra den næstbedste række.

Randers-træner Colin Todd havde sparet flere af de sædvanlige stamspillere til opgøret.

Det betød, at Randers FC stillede op til kampen med følgende elleve spillere:

Men på trods af udskiftning i startopstillingen levede de østjyske favoritter op til forventningerne på Helsingør Stadion, men Randers skulle både have hjælp af et selvmål og et brændt straffespark for at bjærge sejren i land.

Selvmål hjalp Randers FC

Tingene begyndte allerede at gå Randers' vej efter 16 minutters spil, da et Helsingør-selvmål hjalp gæsterne på sejrskurs.

Et indlæg fra højre side fra Mikkel Kallesøe ramte Helsingørs Mads Danekilde og gik i mål bag hjemmeholdets keeper, Mikkel Bruhn.

1-0 holdt sig langt ind i anden halvleg, og Helsingør var flere gange tæt på at udligne.

20 minutter før tid fik træner Christian Lønstrups tropper tilkendt et straffespark, men den australske reservemålmand Jack Duncan reddede Philip Zinckernagels forsøg fra pletten.

I stedet for 1-1 kunne Randers kort efter sikre sig sejren, da indskiftede Christian Keller sendte 2-0-scoringen i nettet.

Dermed er Randers som det første hold klar til kvartfinalen. De øvrige syv kvartfinalister bliver fundet i næste uge.

FC Helsingør-Randers FC 0-2 (0-1)

0-1 Mads Danekilde (16. minut/selvmål)
0-2 Christian Keller (76. minut)

Tilskuere: 698