Psykiatriens hus har fundet sin placering
Det kommende Psykiatriens Hus i Randers skal placeres på lukket skole
På et byrådsmøde i Randers Byråd sent mandag aften blev det besluttet, hvor Psykiatriens Hus skal opføres.
Det bliver i hovedbygningen og i gymnastiksalen på den gamle Hadsundvejens Skole.
I 2012 blev etableringen af Psykiatriens Hus vedtaget i forbindelse med en psykiatriplan, og nu er placeringen altså kommet på plads.
- Vi har i flere år arbejdet med planer om at samle vores tilbud på psykiatriområdet på ét sted for i højere grad gøre det muligt at tilbyde fleksibel og sammenhængende støtte til både yngre og ældre psykisk sårbare borgere i Randers Kommune. Med placeringen på den daværende Hadsundvejens Skole bliver det nu muligt, og jeg glæder mig samtidig over, at det er lykkedes at finde en central placering med let adgang via offentlig transport, siger Louise Høeg (V), der er formand for socialudvalget i Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Byrådet har afsat 12 millioner kroner til ombygning af lokalerne på skolen.
Hadsundvejens Skole lukkede i juli ved udgangen af sidste skoleår som led i den nye skolestruktur i kommunen.