Politiker viser maveskind i protest mod forbud

Debatten om en skoles forbud mod såkaldte crop tops raser for tiden. Nu blander et østjysk folketingsmedlem sig.

Det randrusianske folketingsmedlem, Charlotte Broman Mølbæk (SF), viser bart maveskind frem i et opslag på Facebook.

quote Jeg tror ikke, der er mange, som falder ned af stolen, når de ser mit billede i deres Facebook-feed.

Charlotte Broman Mølbæk (SF), folketingsmedlem, Randers

Det gør hun i en protest over Firehøjskolen i Vejle Kommunes forbud mod den populære mavebluse, crop top.

- Jeg vil med mit billede vise, hvor lidt farlig blusen er. Jeg tror ikke, der er mange, som falder ned af stolen, når de ser mit billede i deres Facebook-feed, siger politikeren til TV2 ØSTJYLLAND.

'Dybt problematisk med lokal dresscode'

Skolens beslutning om at forbyde crop tops er blevet heftigt debatteret især på de sociale medier, og flere kendte som Charlotte Broman Mølbæk har stillet sig frem iført maveblusen.

Folketingsmedlemmets opslag er ifølge hende selv ikke lavet for at udskamme og udstille skolen og dens ledelse.

- Den her diskussion er vigtig på et overordnet plan. Jeg mener, at eleverne skal have frihed til at klæde sig, som de vil. Det er dybt problematisk med en lokal dresscode, siger Charlotte Broman Mølbæk.

Forarget som politiker og mor

For hende er der samtidig tale om en seksualisering af et stykke tøj.

- Og det er en, vi voksne laver, og så er der argumenter i spil med, at drengene ikke kan koncentrere sig, hvis piger har crop tops på. Men kroppen er ikke farlig, og det bør ikke være et problem, siger hun.

quote Jeg står stejlt på, at vi har en fri demokratisk folkeskole, hvor det er vigtigt, at vores børn kan udtrykke sig, som de vil.

Charlotte Broman Mølbæk (SF), folketingsmedlem, Randers

Charlotte Broman Mølbæk har lavet to opslag om forbuddet, og her udtaler hun sig både som politiker og mor.

For hun forklarer, at crop top forbuddet har provokeret hende lige så meget på sine børns vegne.

- Jeg står stejlt på, at vi har en fri demokratisk folkeskole, hvor det er vigtigt, at vores børn kan udtrykke sig, som de vil. Det gælder også deres tøj.

Meldt ud til forældrene

Forbuddet blev tidligere på ugen meldt ud fra skolen til forældrene på Firehøjskolen.

- Bar mave med videre hører til hjemme i haven, på stranden og ude i sommerlandet, lød det.

Skolelederen Bjarne Kyneb er godt klar over, at det er en kontroversiel beslutning, at skolen blander sig i, hvad eleverne må gå i af tøj.

- Vi gør det på ingen måder for at provokere. Vi gør det for at hjælpe vores unge.

- Vi tør godt være de voksne, som sætter nogle grænser for, hvad vi mener, der er passende, og det vil alle selvfølgelig ikke være enige i, og det har vi det ganske fint med, siger han til Vejle Amts Folkeblad.

Protester på vej

Sagen har som det nyeste også fået gymnasieelever på barrikaderne.

Ifølge TV2 ØSTJYLLANDs oplysninger planlægger blandt andre eleverne på Paderup Gymnasium i Randers og Aarhus Katedralskole at demonstrere mod crop top forbuddet ved at iføre sig den populære mavebluse de kommende dage. 

quote Vi synes, at det er absolut absurd, at man vil vælge at gå ind og regulere fra skolens side, at piger ikke længere kan vise 2-5 centimeter af deres mave.

Edith Vels, elev, 2. H, Aarhus Katedralskole

På Aarhus Katedralskole håber den ene af initiativtagerne til protesten, at Firehøjskolen vil omstøde beslutningen. 

- Vi synes, at det er absolut absurd, at man vil vælge at gå ind og regulere fra skolens side, at piger ikke længere kan vise 2-5 centimeter af deres mave.

- Vi håber selvfølgelig, at skoleinspektøren på Firehøjskolen trækker den vedtægt tilbage, så eleverne på skolen kan have lov til at have lige præcis det stykke tøj på, som de har lyst til, siger Edith Vels fra 2. H på Aarhus Katedralskole. 

VIDEO: Eleverne på Tradium i Paderup er bekymrede for kontrol og overvågning, efter der er blevet indført tobaksfri skoletid. Indslaget er fra den 9. maj.