Politijagt i Randers: Mand anholdt for at true kunder med kniv
På parkeringspladsen foran supermarkedet ABC Lavpris i Randers har en mand her til eftermiddag truet flere kunder
Opdateret kl. 19.50: Manden er blevet anholdt af Østjyllands Politi.
Der udspillede sig meget dramatiske scener ved supermarkedet ABC Lavpris på Hobrovej i Randers tirsdag eftermiddag. En aggressiv mand truede ifølge Østjyllands Politi flere kunder og en kassedame med en kniv. Herefter stak han af fra stedet.
Derefter gik en jagt ind på manden, som så omkring kl. 18.30 blev anholdt af betjente i Randers.
- En lokal patrulje fandt ham på en adresse i byen og anholdt ham. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, og vi kræver ham varetægtsfængslet. Og så må kloge folk vurderer, om han skal anbringes på normal vis eller i surrogat på en psykiatisk afdeling, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Stig Heidemann, til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet modtog den første anmeldelse i sagen kl. 14.22.
Det lykkedes ikke gerningsmanden i nogle af tilfældene at få værdier ud af sine trusler.
Læs også
- Også inde i selve supermarkedet var han truende over for kunder og de ansatte. Han virkede desperat efter at få fat i nogle værdier, sagde Stig Heidemann tidligere på dagen.
På Facebook fortæller en af ofrene om den voldsomme oplevelse på parkeringspladsen, hvor hun blev truet af manden, men slap væk uden at blive stukket.
- Ingen har lidt fysisk overlast, men det er selvfølgelig en chokerende oplevelse, så vi tager sagen meget alvorlig, lød det fra vagtchefen.