Politiet søger vidner til knivoverfald i Randers
Politiet søger folk der har set eller filmet slagsmålet, der udspillede sig d. 11. august
Et slagsmål mellem omkring 15 personer i Randers endte lørdag d. 11. august med, at en 22-årig mand fra Aarhus blev stukket tre gange med en kniv. To mænd er varetægtsfængslet i sagen, men nu søger politiet vidner til hændelsen.
Læs også
Det er nemlig politiets opfattelse, at endnu flere deltog i slagsmålet, og sagen efterforskes derfor stadig.
- På overvågningsvideoer fra stedet kan vi se, at der var en del til stede, som vi endnu ikke har været i kontakt med. Dem håber vi kontakter os nu, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
- De kan forhåbentlig bidrage med oplysninger om præcis hvad der er foregået, hvem der har været involveret i slagsmålet, siger hun.
Ung mand i livsfare
I forbindelse med slagsmålet blev den 22-årige mand fra Aarhus stukket flere gange i armen og maven. Han var i livsfare, da han blev bragt til behandling på sygehuset, men hans tilstand blev senere stabiliseret.
Læs også
En 26-årig mand blev anholdt på aftenen for overfaldet og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, hvor han blev varetægtsfængslet. Sidste søndag blev en 37-årig mand fra Aarhus-området ligeledes anholdt i sagen, men politiet mistænker altså, at flere var involverede i det voldsomme overfald.
Har du overværet slagsmålet, eller har du optagelser af det, kan du kontakte Østjyllands Politi på 114.