Politiet frikender alarmcentralen
Alt gik ifølge politiet efter bogen, da opskræmt familie måtte ringe 112 seks gange, da en mand gik amok med jagtgevær.
Politiet vasker hænder, siger familien. Alarmcentralen handlede fuldstændig efter bogen, da en familie fra Randers-egnen nytårsnat måtte slå alarm seks gange, fordi en mand skød vildt omkring sig med et jagtgevær. Det skriver Østjyllands Politi torsdag i en redegørelse om sagen.
Ifølge redegørelsen modtog alarmcentralen det første nødopkald klokken 03.45 og videregav oplysningerne til politiet inden for 40 sekunder. Herefter gik der en stiv klokketime, før politiet var nået frem til familiens bopæl i Udbyhøj.
På den baggrund konkluderer politiet, at der er 'handlet i overensstemmelse med de forskrifter, der gælder for alarmcentralen'.
Til gengæld beklager politiet, at man undervejs i forløbet afbrød telefonkontakten med familien, der i stedet blev rådet til at 'sikre sig', indtil politiet nåede frem.
Et af familiens medlemmer, Jørgen Erik Borup, kalder torsdag politiets redegørelse for 'et helt tydeligt et forsøg på at vaske hænder'.