Politiet efter obduktion: Intet kriminelt bag kvindes død

Fredag blev en 61-årig kvinde fundet død i en lejlighed i Randers. Obduktionen viser, at der var tale om et naturligt dødsfald. Det oplyser Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi var fredag massivt til stede på en adresse i Randers. Foto: Øxenholt foto

En kvinde, der blev fundet død i Randers fredag, er i dag blevet obduceret. 

Østjyllands Politi omtalte i første omgang dødsfaldet som mistænkeligt, men dagens obduktion viser, at der er tale om et naturligt dødsfald. 

Det fortæller vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi.

- Der er intet mistænkeligt ved dødsfaldet, siger vagtchefen.

Den 61-årige kvinde blev fundet død i en lejlighed på Reberbanevej fredag middag.

Læs også Politiet undersøger kvindes død - skal obduceres lørdag

Kvindens pårørende vil blive underrettet om hendes død lørdag eftermiddag.

Det er almen praksis, at politiet påbegynder en undersøgelse, hvis en person findes død, og årsagen til dødsfaldet ikke kan fastslås.

Herefter vil en retsmediciner lave et ligsyn eller en obduktion, som er en grundig undersøgelse af liget.

Massivt til stede

Østjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 12:29 fredag, hvorefter de kom frem til adressen og kunne bekræfte dødsfaldet. 

Hvad anmeldelsen indebar, kan politiet ikke oplyse noget om på nuværende tidspunkt. 

Politiet har været massivt til stede på adressen siden fredag middag. 

Læs også Masseslagsmål på parkeringsplads: 23-årig kørt til hospital efter knivstik

Mand fundet død dagen inden

Dagen inden blev en 44-årig mand fundet død på en adresse på Mariagervej i Randers.

Efter en række undersøgelser på stedet kunne politiet konstatere, at der ikke er noget, der tyder på, at der er begået en forbrydelse.

Det er almen praksis, at politiet påbegynder en undersøgelse, hvis en person findes død, og dødsårsagen ikke umiddelbart kan fastlægges.