Person fundet død i vandet: Kan være forsvundne Pavia
Østjyllands Politi var lørdag til stede ved Randers Fjord. En mand er fundet død i vandet, og politiet formoder, at det er Pavia Hamann.
Østjyllands Politi var lørdag eftermiddag til stede ved Randers Fjord omkring Uggelhuse.
Læs også
En død person blev nemlig fundet i vandet, og det udløste en anmeldelse til 112, som politiet reagerede på.
- Vi har en kraftig formodning om, at det er Pavia. Påklædning og personlige papirer, han er i besiddelse af, tyder på det, siger Michael Ørum Møldrup, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
47-årige Pavia Hamann er ikke blevet set, siden han forlod Randers Regionshospital natten til den 10. februar i år, og han har senest givet lyd fra sig i en telefonsamtale med sin far kl. 04.30 samme nat, hvor han oplyste, at han befandt sig på en mark.
- Vi får en anmeldelse klokken 15.54, og så sender vi et redningsberedskab. Båd, ambulance og politi, siger vagtchefen.
Personen i vandet er død, og ifølge politiet, kan man se på ligets tilstand, at det har ligget i vandet længe.
- Vores opgave er nu at afvente det retslige ligsyn, hvor liget skal undersøges for at se, om der er noget, der tyder på, at der er sket en forbrydelse, siger Michael Ørum Møldrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Ligsynet vil give endegyldigt svar på, om det er Pavia Hamann, der er blevet fundet i vandet. Politiet forventer svar mandag.
Læs også
De pårørende er underrettet.