Penge fra kræftstafet er væk: Kasserer mistænkt for bedrageri
Kræftens Bekæmpelse har indgivet en politianmeldelse på grund af mistanke om bedrageri med velgørenhedspenge
En kasserer fra arrangementet 'Stafet For Livet' i Randers er blevet meldt til politiet for at have svindlet med indsamlede penge.
Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i dag i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om i alt 87.099 kroner, som var en del af overskuddet på i alt 180.000 kroner fra årets stafet i Randers.
'Stafet For Livet' er et landsdækkende arrangement, der hvert år samler tusindvis af danskere. Formålet er, med hjælp fra sponsorere, at løbe eller gå så mange penge som muligt ind til Kræftens Bekæmpelse.
Deltagerne tæller blandt andet tidligere kræftpatienter.
Det er en del af pengene fra årets arrangement i Randers, som foreningen nu har fået mistanke om, er blevet stjålet.
- Det vil være så trist, hvis det viser sig, at så mange penge er forsvundet. Men meget tyder desværre på, at kasseren har misbrugt sin adgang til foreningens konto i banken. Det er nedslående, siger projektchef for Stafet For Livet i Kræftens Bekæmpelse, Finn Christensen, i pressemeddelelsen.
Mistanken opstod, da flere virksomheder rykkede for ubetalte regninger, som skulle betales efter arrangementets afholdelse. Her viste det sig, at pengene ikke var længere at finde på arrangørernes konto, men var i stedet blevet hævet.
- Ulykkelig situation
Kassereren fra 'Stafet For Livet Randers' har ifølge Kræftens Bekæmpelse ikke kunne komme med en forklaring på, hvor pengene er blevet af, og derefter er kassereren nu blevet meldt til politiet.
- Det er meget ubehageligt, at vi har været nødt til at tage det skridt. Vores frivillige samler rigtigt mange penge ind for os landet over. De lægger et stort stykke arbejde i sagen mod kræftsygdomme. Meget af dette arbejde bygger på gensidig tillid, siger Finn Christensen.
- Det er en meget ulykkelig situation, hvis den gensidige tillid bliver misbrugt. Det kan ramme alle parter hårdt. Så vi bør alle træde varsomt lige nu indtil sagen er helt afklaret.
Den nu politianmeldte kasserer tiltrådte sin post i april og har siden maj haft adgang til den pågældende konto.
Kræftens Bekæmpelse vil nu undersøge, om der er procedurer, der skal kigges efter i sømmene.
'Stafet For Livet' blev afviklet i døgnet mellem den 13. og 14. juni i år på Jens Otto Krags Plads i Randers.