Pædofili-tiltalt i retten: Jeg var med til at skabe netværket
48-årig mand fra Randers sidder igen i dag på anklagebænken i omfattende pædofilisag
Det var med ambitionen om at skabe et unikt netværk for særligt dedikerede pædofile og flittige producenter af børneporno, at en 48-årig dansker og to udenlandske chatvenner i 2011 etablerede "Hoarders Hell" på det mørke internet.
- Vi ønskede at bruge vores krudt på at finde noget materiale, vi ikke havde set før, siger den 48-årige mand fredag formiddag i Retten i Randers.
Den uanseligt udseende mand beskriver nøgternt og uden at fortrække en mine, hvordan han sammen med de to mænd, en hollænder og en australier, grundlagde netværket.
- Meningen var, at vi alle sammen skulle være grundlæggere. Der var ikke nogen, der var højere i hierarkiet end andre. Det var mig, der lavede logoet. Jeg syntes, at det var sjovt at sætte det sammen. Det var en hobby for mig, siger den 48-årige.
Som illustration af sagens karakter blev den 35-årige australier og medstifter af netværket i sommer idømt en historisk hård straf på 35 års fængsel.
Fungerede som administrator
Ifølge dommen var han øverste administrator på verdens angiveligt største pædofile hjemmeside "The Love Zone", som manden fra Randers ligeledes skal have bidraget til.
Som administrator af de to netværk skal den tiltalte far til tre have været med til at stille grusomme krav til folk, der ønskede at blive lukket ind.
Hvis man eksempelvis ville være medlem af "Hoarders Hell", var kravet, at brugerne mindst hver 14. dag indsendte ny og sjælden børneporno.
Ville man opnå status af producent på netværket, var kravene strengere. Her måtte aspiranterne hyppigt selv forgribe sig mod børn og filme overgrebene.
På den måde har den 48-årige ifølge anklagemyndigheden medvirket til en stribe overgreb og voldtægter mod børn - og i visse tilfælde babyer.
Tusindvis af brugere
Et af sagens ofre var således end ikke to måneder gammel, da den nyfødte piges bedstefar i juli 2012 optog, hvordan han krænkede hende.
De tre mænds foretagende var tilsyneladende temmelig populært.
Cirka 18.000 brugere skal således have forsøgt at få adgang til "Hoarders Hell". Det var dog ikke dem alle, der levede op til sidens strenge krav, fastslår den tiltalte.
Ud over arbejdet med hjemmesiderne er manden blandt andet også tiltalt for selv at have forgrebet sig mod børn. Her blev fire børn krænket i Randers i perioden 2008 til 2009.