Overvældende opbakning til fakkeltog
I aften vil op mod 1800 mennesker tage del i en mindehøjtidelighed for den 19-årige omkomne Thomas Stralner
Cirka 600 har med sikkerhed meldt deres ankomst, og 1200 har klikket sig ind som interesseret. Det er fakkeltoget for den 19-årige Thomas Stralner i aften, der er tale om. Thomas blev i lørdags fundet druknet i Randers Havn, og nu vil frivillige, familien og en masse andre sige farvel.
Gennem mere end en måned har de fulgt sagen om den forsvundne 19-årige mand Thomas Stralner. Mange har også ledt efter ham, og har derigennem fået et helt specielt forhold til familien og den unge mand.
- Det er fuldstændig overvældende og fantastisk at mærke den støtte, fakkeltoget har fået. Også fra havnen og Verdo har jeg mærket opbakningen, for de har været meget hjælpsomme med at få stablet arrangementet på benene, fortæller den frivillige arrangør, Nynne Mikka Frederiksen, til tv2oj.dk.
20.000 kr. indsamlet: Mange viser støtte til familien Stralner
Smukt syn i en hård tid
Havnen og energiselskabet har sørget for tilladelse til, at folk må bevæge sig på det terrorsikrede område, og flis og andet materiale er ryddet, så det er til for deltagerne at gå langs havnen.
- Der bliver også spærret af ned til vandet, så alt er der styr på, forklarer Nynne Mikka Frederiksen.
For hende har det været noget af en opgave at stå for fakkeltoget.
- I første omgang købte jeg 50 fakler, men kunne hurtigt se, at 50 mere ville være gavnligt. Nu er det stukket helt af, og man bliver da skræmt fra vid og sans over, at så mange regner med en. Det har været sindssygt stressende, lyder det fra arrangøren, som dog føler, at sliddet er det hele værd:
- Familien kommer, og er glade for initiativet. De har naturligt nok ikke selv overskud til at stå for fakkeltoget, så for dem bliver det også et dejligt afbræk og et smukt syn i en hård tid.
Thomas fundet død i Randers Havn
Begravelsen er betalt
Hun står udover for fakkeltoget også bag en indsamling til fordel for den ramte Stralner Familie. Der er nu samlet så mange penge ind, at udgifterne til begravelsen er dækket.
- Der er kommet 10.000 kr. på en check til Begravelse Randers, og derudover er der indsamlet 14.000 kr. til familien. Det er vildt imponerende, mener Nynne Mikka Frederiksen.
Indsamlingen kommer til at vare til i begyndelsen af marts.
- Flere har ytret ønske om, at den først skulle slutte der, så de har fået løn. Men så skal jeg også have mit liv tilbage - det har været et kæmpe arbejde at stå for de her ting, slutter arrangøren.
Fakkeltoget begynder kl. 18 nær Verdo på havnen i Randers. Du kan tilmelde dig mindehøjtideligheden her.
Herunder kan du se et interview med faren Michael Stralner, efter at hans søn var blevet fundet i havnen: